PRINT    TIP EN VEN  
 

Få tre i én

Få tre i én - en Svanemærket brændeovn er bedre end alle tre nordiske standarder. Tilsammen! Med en Svane får man en brændeovn, der er bedre end alle andre standarder, når det gælder om at nedsætte mængden af den samlede forurening. Både i egen og naboens have.  

En livlig debat om brændeovne og de – især – negative konsekvenser foregår for tiden i de danske medier. Det skyldes de seneste alvorlige tal fra DMU, der viser at forureningen fra brændeovne udgør ca. halvdelen af den samlede forurening med sodpartikler. Det koster ca. 1,1 mia. kroner i ekstra sundhedsudgifter. Det betyder også at forureningen alene fra brændeovne forkorter livet med ca. 4 år for folk med luftvejs- og hjertekar-sygdomme. Dette skriver Ingeniøren.*

Hos forhandleren risikerer man at få den besked, at der ikke er mere miljøvenlige alternativer. Men det er ikke rigtigt, siger ingeniør Birgitte Holm Christensen fra Miljømærkning Danmark: ”Jeg har hørt fra flere, at nogle forhandlere påstår at man ikke kan få bedre ovne end dem der opfylder danske, svenske eller norske standarder. Men det er faktisk ikke rigtigt. Svanemærket giver garanti for at ovnen opfylder alle de krav der stammer fra de tre nævnte standarder.”  

Gode råd

Birgitte har følgende råd til både nuværende og kommende brændeovns-ejere: ”Hvis du vil være god ved dig selv – og din nabo – så køb en Svanemærket ovn. Men det er også vigtigt at fyre rigtigt – tjek derfor den forbrugervejledning der følger med ovnen. Eller spørg en forhandler. Har du allerede en brændeovn så tjek farven på den røg der kommer ud af skorstenen. Er røgen lys, er din ovn formodentlig OK, mens en sort røg godt kan give anledning til en snak over hækken!”

Data stammer fra en artikel i Ingeniøren den 12.8.2005.
Kilden til data vedr. sundhedsudgifter stammer fra DMU.

Senest opdateret: 10. december 2007