PRINT    TIP EN VEN  
 

Nytårsnyt fra Nina, januar 2007

Vi har lagt jule- og nytårsfesterne bag os – efter bedste evne, og selvom nogle af os nu hænger på et par ekstra kilo, er det værre med nytårsforsætterne. Som ofte er velmenende, men jævnligt ender med at glide ud i sandet og efterlade os med en fæl smag i munden af dårlig samvittighed. Og her vil jeg gerne give et lille tip videre, som jeg læste fra skuespilleren Mette Lisby’s hånd forleden.

Det bliver nemlig ofte alt for negativt med ”nu skal jeg altså holde op med at…” for her er man allerede ude i at begrænse sig selv. Smag nu i stedet for lidt på ordet ”Nytårs-forsæt”. Og indsæt et ”t” i  ”Nytårsfortsæt”. Se, det er straks bedre. Nu betyder det, at man i stedet for at sætte sig for at holde op med noget, skal man fortsætte. Således skal man starte positivt med at tænke: ”Hvad er jeg god til?”

Tag nu mig. Jeg er ekstremt god til at spise is. Vi taler verdensklasse. Og har man et talent, skal det plejes, ikke begrænses. Det er dét, der er hele hemmeligheden. Først når man har accepteret det som en god ting, kan man arbejde videre ud fra et positivt udgangspunkt. Et stærkt talent for isspisning, kan man således udfordre ved at spørge sig selv: ”Hvis jeg er så god til at spise is, hvor god ville jeg så ikke være til at spise gulerødder?”Se, vi er allerede på rette kurs! Positiv talentpleje kan man kalde det.

Og hvad i alverdens riger lande har det så med miljø at gøre, kan du spørge. Meen det er slet ikke så langt ude i hampen, som det måske kan lyde.For hvis du allerede er god til at spotte de gode tilbud eller økologiske varer – dem uden gluten, dem der slanker. Eller du altid tænker på, hvordan du kan spare på el-, varme- eller vandregningen. Ja, så er det uden tvivl en snild sag for dig at tænke miljøet med ind. For når du motiveres af, hvad der er sundt, billig(ere) og god kvalitet, vil du hurtigt sande, at med miljøet sparer du faktisk både tid og penge. Du kan bruge Blomsten og Svanen som pejlemærker, når du køber ind til husholdningen generelt. Om det er elsparepærer, genopladelige batterier eller køkkenrulle, du har brug for, er der penge at spare. Og har I småbørn eller allergikere i familien, er det rart at vide sig tryg ved produkter som shampoo, balsam, sæbe, creme, solbeskyttelse, bleer, tøj osv., der bærer et miljømærke, hvor du ved, du er sikret både strenge miljøkrav, sundhed og kvalitet.

Det er langt bedre at fortsætte i en kontrolleret retning med det, man er god til, i stedet for at skulle holde op med alt det, man rent faktisk nyder og tilmed har talent for.Så hvordan I end er kørende i det nye år, så held og lykke med nytårsfortsætterne ud i det miljøvenlige :o)

c

Yderligere oplysninger: Tine Due Hansen
Senest opdateret: 20. april 2009