I den seneste tid har der været meget debat omkring behovet for et ny klimamærke. Men som virkeligheden er lige nu er det bedste klimavalg ofte det samme som et miljømærket valg. I hvert fald når vi taler nonfood også kaldet ikke- fødevarer.
Når det gælder produkter med miljømærker har begge de to miljømærker krav til klimaet, der hvor det er mest vigtigt. Og det kan være til energiforbruget når det gælder produktion af papir eller tryksager. Men det kan også være til mængden af emballage til rengøringsmidler. Det koster nemlig både energi til produktion og transport, hvis man bruger for meget emballage set i forhold til indholdet.
Men miljømærke sætter ikke kun fokus på klimaet men også på kemikalier og kvalitet. For hvad hjælper det, at vi sætter krav til klimaet, hvis vi så kommer til at bruge meget miljø- eller sundhedsskadelige kemikalier i stedet for. Eller fremstiller produkter der holder dårligt og som vi derfor skal skifte ud igen og igen – med forbrug af en masse (klimakrævende) råmaterialer, energi, transport osv.
Derfor er miljømærkerne – stadigvæk - et godt miljøvalg, både når det gælder kemikalier og klima.