PRINT    TIP EN VEN  
 

Bliv klog på klimaet

Der plejer ikke at være meget mystik omkring Blomsten og Svanen. Ikke desto mindre udspiller der sig i øjeblikket et sandt drama i et svanemærket hus. Og man behøver ikke engang at tage til de rigtige svanehuse i Herfølge for at følge dramaet på tæt hold. Man kan bare nøjes med at gå ind på www.klimamysteriet.dk.

På klimamysteriet.dk skal man nemlig kun klikke et par gange med musen. Så er man sammen med Axel, Louise og Omar plus en masse andre venner med i spillet om at redde klimaet. Og Blomsten og Svanen er med.

I klimamysteriet skal brugerne hjælpe hovedpersonen Axel med at redde verden fra en overhængende fare mod jorden. Samtidig tilegner de sig viden om klima- og miljøforhold.

KlimaMysteriet vil i uge 39-41 2008 have fokus på folkeskolernes læringsmål for fagene fysik, kemi, biologi og samfunds-fag. Det betyder at historiens interaktive udfordringer vil kræve viden som er relevant i forhold til netop disse mål. Tilmelding til skoleforløbene er frit for alle lærere, uanset skole, klassetrin, fag og eventuelle andre deltagere fra samme skole.

Fakta om Klimamysteriet:
KlimaMysteriet er Danmarks første klimaportal for børn og unge i alderen 13-18 år. Konceptet bag portalen bygger på tre hovedelementer: For det første et såkaldt community, hvor en social identitets-konstruktion profilerer de unge gennem holdninger omkring klima og viden. For det andet et stort klimaspil, som understøttes af flere lærerige og faglige spil. Og for det tredje en føljeton i fire sæsoner om de globale klimaudfordringer til at skabe spænding og involvering

KlimaMysteriet er et såkaldt Alternate Reality Game. Betegnelsen dækker over, at spillet skaber en art alternativ virkelighed. Bag spillet står firmaet CONGIN med samarbejdspartnerne Københavns Kommune, Energi Industrien i DI, Microsoft, RGS90 og DMI. Og altså også Miljømærkning Danmark. 

Yderligere oplysninger: Susan Alsing
Senest opdateret: 5. oktober 2008