PRINT    TIP EN VEN  
 

Grøn Salon – ny landsdækkende ordning

Nu bliver det muligt at få farvet håret rødt hos en "grøn frisør", uanset hvor i landet du bor. Fra juni 2008 træder en ny ordning kaldet Grøn Salon i kraft.

Grøn Butik, Grøn Frisør – og Grøn Salon

Københavns Miljønetværk etablerede for to år siden ordningen ”Grøn Frisør”. Det har været så stor en succes, at en landsdækkende ordning med navnet ”Grøn Salon” nu bliver lanceret af: Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, Danmarks Frisørmesterforening, Energitjenesten og Købehavns Miljønetværk i Københavns Kommune.

Grøn Salon bygger på konceptet ”Grøn Butik”, som er et simpelt miljøstyringssystem, hvor der hvert år udpeges tre nye indsatsområder. Frisørsaloner skal i tilgift opfylde seks (obligatoriske) kriterier.

Når mester er på den, er kunden det også!

Købehavns Miljønetværk har fået mange henvendelser fra frisører i hele landet, der gerne ville have vejledning om, hvad det indebærer at være grøn frisør. Henvendelserne skyldes ofte, at mester - eller svende - har haft sundhedsproblemer pga. skadelige stoffer i produkterne, og de har derfor været nødt til at gøre noget ved det, hvis de ville forblive i branchen. 

- Frisørerne har som regel brugt produkter, som de tror er grønne, fordi en sælger eller leverandør har sagt, at produktet er sundheds- og miljøvenligt. Ofte har sælgeren ikke haft belæg for det, og nogle gange er frisørerne blevet præsenteret for en direkte løgn. Mesteren er ofte i god tro, men er på den, når produkterne viser sig at være noget skidt. Og når han er på den, er kunderne jo også på den, siger Johan Galster, der er akademiingeniør i Center for Miljø i Københavns Kommune.

Miljømærkede produkter efterlyses
- Jeg benytter enhver lejlighed til at anbefale Svanemærket til frisørerne – for det kan jeg stå inde for. Og det vil altid være tilladt i en Grøn Salon, fortæller Johan Galster fra Center for Miljø og fortsætter:

- Frisørerne efterlyser miljømærkede produkter til professionelle. Men det skal ikke ”bare” være et miljømærket produkt. Det skal være et lækkert miljømærket produkt, og hidtil har der ikke været nogen hårkosmetiske produkter, som de professionelle kan bruge.

Johan Galster mener, at en række professionelle hårplejeprodukter allerede lever op til miljømærkningskriterierne. Problemet er bare, at mange af dem kommer fra udenlandske producenter, som ikke kender det nordiske miljømærke og ikke ønsker at tilpasse sig et lokalt marked som det danske.

Miljømærkningen ville dog gøre produktvalg langt lettere for frisører, idet det vil fritage dem fra alene at skulle stole på sælgernes og producenternes anprisninger.


Miljømærker i Grøn Salon
Selv om der endnu ikke findes miljømærkede produkter til professionel hårpleje eller hårfarve, spiller miljømærkerne en vigtig rolle for Grøn Salon. F.eks. er det et obligatorisk krav, at der kun må gøres rent med miljømærkede rengøringsmidler i salonerne.

Derudover er miljømærkerne nævnt flere steder i kriterierne. F.eks. at man kun må bruge  miljømærket papir – det gælder både toiletpapir, køkkenrulle, kontorpapir og servietter – eller kun bruge miljømærkede blækpatroner.

Fakta om Grøn Salon

Der er seks obligatoriske krav til Grøn Salon:
1. Salonen har viden om kemi og sundhed ved produkter – bl.a. via et 3-dages AMU-kursus.
2. Ingen produkter i salonen indeholder ti udvalgte kemiske stoffer.
3. Salonen er særligt opmærksom på allergi og overfølsomhed.
4. ”Lysning” af hår må kun foretages i striber eller uden kontakt med hovedbunden.
5. Der gøres rent med miljømærkede rengøringsmidler.
6. Hvis der sker servering i salonen, skal varerne være økologiske .

Derudover skal salonen hvert år vælge tre nye indsatsområder inden for bl.a. energibesparelser og affald.

Grøn Salon er en ny landsdækkende ordning, der træder i kraft juni 2008.


Læs mere om Grøn Frisør i København her: http://www.kbhmiljonet.dk/frisoer
Læs mere om Grøn Salon her: www.groenbutik.dk


Kontaktperson: Anja Keller

Yderligere oplysninger: Anja Keller
Senest opdateret: 17. december 2009