PRINT    TIP EN VEN  
 

Kontrol gavner miljømærkernes troværdighed

Miljømærkning Danmark har i 2006 gennemført en systematisk efterkontrol af 70 virksomheder der har en miljømærkelicens. Til gavn for såvel virksomhedernes som miljømærkernes troværdighed.

Mange menneskelige relationer bygger på tillid og troværdighed. Det samme gælder for det forhold, som forbrugere og virksomheder har til det europæiske miljømærke Blomsten og det nordiske miljømærke Svanen.

Når forbrugere i dag køber miljømærkede produkter, er det nemlig i tillid til, at de er produceret med hensyn til både miljø og sundhed – og at de samtidig er i en god kvalitet. Det er derfor afgørende, at licenshaverne rent faktisk også lever op til de kriterier, som licensen kræver. Og det er mindst lige så vigtigt, at miljømærkerne kun bruges af de virksomheder, der har licens.

- Det er det, vi som uafhængig kontrolinstans skal sikre. Det forsøger vi dels at gøre ved altid at aflægge kontrolbesøg i forbindelse med tildeling af licens – og her får også centrale underleverandører besøg. Dels ved hvert år at udvælge et større antal virksomheder til efterkontrol, fortæller Lisbeth Engel Hansen, sekretariatschef i Miljømærkning Danmark.

Systematisk og usystematisk kontrol

Miljømærkning Danmark gennemførte i 2006 en systematisk efterkontrol af 70 virksomheder. Heraf var 64 licenshavere og 6 underleverandører. Det svarer til 25 % af alle de virksomheder, der har fået licens af Miljømærkning Danmark.

Efterkontrollen foregik primært gennem kontrolbesøg på virksomhederne. Men der er også gennemført kontrol af brugen af miljømærkelogoerne på hjemmesider og i trykte materialer. Oven i det kommer en generel overvågning af miljømærkerne. Det vil sige en mere usystematisk overvågning af, hvordan Blomsten og Svanen bruges i reklamer, annoncer, artikler, hjemmesider mv.

Afvigelser noteres

Der var ingen virksomheder, der i 2006 fik inddraget licensen –  og det skete i 2005 kun for en enkelt. Men hvis der er noget, der ikke er, som det skal være, bliver det noteret som en afvigelse – enten ”alvorlig afvigelse”, ”afvigelse” eller ”bemærkninger”.

Ved efterkontrollen i 2006 blev der konstateret 17 alvorlige afvigelser og 30 afvigelser. Derudover fik 23 virksomheder i 2006 bemærkninger, der ikke kræver opfølgning. Sammenlignet med 2005 er der lidt flere afvigelser og lidt færre bemærkninger.

Opfølgning på afvigelser

Der er blevet fulgt op på alle afvigelser. Der er ligeledes blevet rettet op på de ting, der skulle ændres inden for de givne tidsfrister.

- Det har fx været at ændre kemien i et produkt. Eller at søge om en udvidelse af licensen, så en ny kemi eller underleverandør også er blevet godkendt som en del af licensen. Vores oplevelse er, at den systematiske efterkontrol er til gavn for både virksomhedernes og miljømærkernes troværdighed. Og at virksomhederne tager kontrollen alvorligt, siger sekretariatschef Lisbeth Engel Hansen.

Parfumestoffer og projekt ”Energihus”

Miljømærkning Danmarks kontrol i 2006 omfattede også to helt selvstændige projekter. I november 2006 blev der lavet en analyse af 13 planteekstrakter og planteolier for de 26 parfumestoffer, som EU har karakteriseret som særligt allergifremkaldende. Analysen viste, at det er nødvendigt at bede om analysecertifikater fra licenshavere for planteekstrakter af blomster. Det er til gengæld ikke tilfældet for planteolier.

I efteråret 2006 blev der ligeledes igangsat efterkontrol af projektet ”Energihus”. Projektets formål er at styrke grundlaget for kontrol af energiberegning for svanemærkning af parcelhuse. Kontrollen er endnu ikke afsluttet.

Her var der efterkontrol i 2006:

• 35 trykkerier
• 1 producent af trykpapir
• 1 producent af tonerkassetter
• 6 tekstilproducenter
• 4 overnatningssteder (hoteller og campingspladser)
• 1 hus
• 16 såkaldte kemisk tekniske producenter
• 3 underleverandører til tekstiler
• 1 underleverandør til møbler
• 2 underleverandører til tryksager


Yderligere oplysninger:
Trine Pedersen, kontrolchef i Miljømærkning Danmark, tlf.: 72 41 48 18,
e-mail: tpe@ecolabel.dk

Senest opdateret: 20. april 2009