Tidligere på året lancerede Libero en svanemærket hudplejeserie til babyer og børn. Og nu er Svanen også landet på Liberos bleer. Nærmere præcist på bleerne ”BabySoft Premature”, ”BabySoft 1 (2-4 kg)”, ”BabySoft 2 (3-6 kg)” og ”BabySoft 3 (5-8 kg)”.
- Vi synes, at vi har et ansvar, fordi vi er markedsleder i Danmark. Og ikke mindst fordi vi er på alle sygehuse i Danmark og dermed leverer den første ble, som alle nyfødte børn får på. Det vil sige også de helt små og mest sårbare babyer – og derfor er vores svanemærkning på premature-bleen den vigtigste, siger Ulla Rode, sygeplejerske og informationschef i SCA Hygiejne Products A/S, som Libero er en del af – og tilføjer:
- Samtidig peger megen ny forskning på, at svanemærkningen er en rigtig vej at gå. Og derfor arbejder Libero selvfølgelig også på at få svanemærket endnu flere bleer.
Flere bleer – flere fordele for forbrugerne
Der findes i dag en lang række svanemærkede bleer på det danske marked, bl.a. fra COOP, Bambo, Pusletid og Landlord. Og nu altså også Libero, hvilket man hilser velkomment hos Miljømærkning Danmark:
- Vi er glade for, at endnu en af de store bleproducenter nu er blevet svanemærket, da det giver en bredere distribution og større tilgængelighed. Dermed får forbrugerne nemmere ved at finde butikker, der har svanemærkede bleer som en naturlig del af sortimentet, ligesom forbrugeren får flere svanemærkede bleer at vælge imellem, siger Trine Thorup Andersen.
Svanemærkede bleer
En svanemærket ble lever op til en række skrappe krav i forhold til sundhed, miljø og kvalitet:
• Den må hverken indeholde parfume, optisk hvidt eller lotion og fugtighedscreme.
• Bleen skal være produceret af mere end 50 % genanvendelige materialer.
• Den skal kvalitetssikres, så forbrugeren er garanteret en ble, der suger godt og både føles tør på huden og på ydersiden, når den bliver brugt.
• Endelig stilles der skrappe krav til, hvordan bleen produceres – herunder krav til energiforbruget.