PRINT    TIP EN VEN  
 

Med Blomsten på kontrolbesøg

Formålet med et kontrolbesøg er at tjekke et produkts samlede miljøbelastning – hvordan er råvarerne produceret, hvilke kemiske stoffer bruges i produktionen og hvordan bliver affald og spildevand efterfølgende bortskaffet. Læs her om et kontrolbesøg på en tekstilfabrik i Bangladesh.

Af Claus Leick

Miljømærkning Danmark sendte i slutningen af 2009 Mogens Stibolt på kontrolbesøg i Bangladesh. Baggrunden var, at H&M havde bedt om at få licens til at kunne sætte det officielle miljømærke ”Blomsten” på en serie af børnetøj, som bliver produceret hos en af H&M’s mange samarbejdspartnere i Bangladesh.



Sådan foregår det…

Mogens skal på to dage gennemføre kontrolbesøg på tre fabrikker i Bangladesh, der alle producerer for H&M. Og det tager typisk 3-4 timer på hver fabrik at tjekke og kontrollere om kravene til en Blomsten-licens er opfyldt.

Før besøget har Miljømærkning Danmark, H&M og tekstilfabrikken Metro udvekslet en lang række mails med beskrivelser af krav, procedurer og prøver.
Mogens Stibolt skal derefter ved selvsyn se, om forholdene er i orden og have mulighed for at spørge ind til detaljer.

Klar…
Et besøg starter med, at én af fabrikkens produktionsledere gennemgår produktionen og de principper, der bliver arbejdet efter.
Her er der fokus på de produktionsforhold, som er vigtige for Miljømærkning Danmark. Det er primært forhold, som vedrører fabrikkens samlede miljøbelastning. Hvordan er råvarerne produceret, hvilke kemiske stoffer bliver der brugt i produktionen, og hvordan bliver affald og spildevand efterfølgende bortskaffet.

I alt skal Mogens Stibolt tjekke mellem 15 og 20 forskellige forhold, herunder hvordan bomulden er produceret, hvilke stoffer der bliver brugt i produktionen, og hvordan affald og spildevand ledes væk.

Forbud mod børnearbejde eller et dårligt arbejdsmiljø er ikke et formelt krav til en Blomst-licens. Men Miljømærkning Danmark giver ikke licens, hvis dette blev konstateret og den nationale lovgivning på området skal være overholdt.

Råvarerne bliver tjekket
Så starter rundvisningen på fabrikken, hvor Mogens Stibolt går i spidsen sammen med en af fabrikkens ledere, efterfulgt af andre ledende medarbejdere og tre repræsentanter fra H&M. I første omgang skal følgesedlerne på råbomulden tjekkes.
 
Miljømærkning Danmark har forud for besøget i Bangladesh, tjekket, at der ikke er pesticidrester i bomulden og godkendt den leverandør, der leverer bomulden. Der er klare regler for, hvor ofte fabrikken skal indsende de såkaldte ”pesticid-sedler”.

Under kontrolbesøget tjekker Mogens Stibolt, hvordan fabrikken holder styr på de miljøkrav, som forskellige kunder stiller til produktionen, således at forskellige kunders bomuld ikke bliver blandet sammen.

Skrappe krav til spildevandsrensning
Næste stop er fabrikkens spildevandsanlæg, der til forveksling ligner et mindre spildevandsanlæg i en dansk kommune. Mogens Stibolt går en tur langs kanten og stiller opklarende spørgsmål.

For blot få år siden var det utænkeligt, at Miljømærkning Danmark blev bedt om at komme på kontrolbesøg på fabrikker i den 3. verden af den simple grund, at ingen fabrikker var i stand til at opfylde kravene til spildevandsrensning.

I dag ved fabriksejerne, at hvis de vil handle med de store kæder i Europa, er de nødt til at opfylde de miljøkrav, som kunderne i Vesten stiller. Dog er Mogens Stibolt alligevel særlig omhyggelig med at tjekke spildevandsrensningen, og han tager selv en række prøver på fabrikken i Bangladesh.

Fokus på tungmetaller og hormonforstyrrende stoffer
Et særdeles vigtigt område i produktionen er de kemiske stoffer, som bliver brugt i farveprocessen. Hvis farverne er købt for billigt, er der risiko for, at de indeholder skadelige tungmetaller (som f.eks. kobber), men også fikseringsmidlerne er Mogens Stibolt opmærksom på, da de kan indeholde hormonforstyrrende stoffer.

På fabrikkens kemiske laboratorium tjekker Mogens Stibolt derfor logbøgerne, hvor farveopskrifterne er nøje beskrevet. Mogens Stibolt spørger også ind til, hvilken procedure fabrikken bruger for at sikre, at der kun bliver anvendt den type farver i produktionen, som ”Blomsten” har godkendt.
Det får han syn for på kemilageret. Her er lokalet opdelt i mindre ”båse”, der hver især indeholder kemikalier, som skal bruges til den enkelte kunde. Nogle båse er forsynet med et ”Blomsten” skilt, andre båse har skilte med andre mærker.

Løbende stikprøvekontrol af fabrikken
Fabrikker, der får kontrolbesøg, er som regel meget velforberedte, når Miljømærkning Danmark kommer på kontrolbesøg. I princippet kan de snyde, når kontrollanten fra Miljømærkning Danmark er rejst hjem igen. Men det sker sjældent.

”Vores garanti er, at vi tjekker om fabrikkerne reelt har de rutiner, der skal til for at kunne opfylde kravene. Og så laver vi jo løbende stikprøver via en lokal kontrollant, som vi samarbejder med”, forklarer Mogens Stibolt.

Besøget hos Metro var i øvrigt positivt, og H&M fik sin tilladelse til at benytte Blomstmærket mindre end en uge efter kontrolbesøget.

Se soundslide af kontrolbesøget: Blomsten.mov

En Blomst på tøjet giver garanti
Produkter mærket med det officielle europæiske miljømærke Blomsten opfylder skrappe miljøkrav fra vugge til grav og tager hensyn til sundheden uden at gå på kompromis med kvaliteten. En række vidt forskellige produkter bærer mærket, men kriterierne til tøj omhandler bl.a.
  • Reduceret brug af farlige kemiske stoffer. Blomstmærket tøj er fri for farvestoffer, der er klassificeret som kræftfremkaldende. Det er fri for en række kendte allergifremkaldende kemikalier. Og det er fri for PVC-tryk, der giver affaldsproblemer og kan indeholde hormonforstyrrende blødgørere.
  • Energibesparelser
  • Genanvendelse og minimering af affald

 

 

Yderligere oplysninger: Mogens Stibolt
Senest opdateret: 29. juni 2010