PRINT    TIP EN VEN  
 

Svanemærkede daginstitutioner på vej

De fleste børn i Danmark tilbringer hver dag otte timer i institution. Det er derfor vigtigt, at de fysiske rammer og ikke mindst indeklimaet er i orden. Den 16. december bliver det muligt at få Svanens garanti for, at byggeriet er i orden – da bliver kriterierne for huse nemlig udvidet til også at gælde institutioner.

Den 15. december 2009 er der nævnsmøde i nordisk miljømærkning, og her vil deltagerne vedtage version 2.0 af kriterier for huse. Kriterierne kommer som noget nyt til at omfatte daginstitutioner:
Til gavn for bygherrer, der får en uvildig garanti for, at deres institutionsbyggeri er i orden.
Til gavn for kommuner, der i deres udbudsmateriale kan kræve, at nye institutuioner som alle andre Svanemærkede produkter skal leve op til skrappe krav til klima, kemikalier og kvalitet.
Og til både gavn og glæde for dem, det hele handler om: børnene. De får nemlig en hverdag, hvor støj, dårlig luft, dårligt lys og sundhedsskadelige kemikalier er minimeret.

Energiforbrug og tæthed hænger tæt sammen
Svanemærkede institutioner skal leve op til meget skrappe krav til energiforbruget i husets levetid, da energi er vigtigt set ud fra et livscyklusperspektiv. Men Svanemærkede institutioner er mere end fokus på energiforbrug i husets levetid.

- Kriterierne har fx fokus på parametre, der er vigtige for at sikre, at huset så faktisk også har et lavt energiforbrug. Herunder skrappe krav til husets tæthed og kontrol af tætheden. Erfaringen viser nemlig, at utætheder kan være årsag til, at det færdige hus ikke lever op til det beregnede energiforbrug. Og et lavt estimeret energiforbrug er jo ikke meget værd, hvis huset er piv-utæt, fortæller Karen Dahl Jensen, projektleder i Miljømærkning Danmark.


Svanen sikrer et godt indeklima

Svanen sætter også skrappe krav til de kemiske byggeprodukter og til kemikalier i de byggematerialer, der bygges ind i institutionen.

- Der er fokus på fareklassificerede stoffer, tungmetaller, radonstråling, nanomaterialer og en lang række stoffer med miljø- eller sundhedsskadelige effekt. Svanen sikrer altså, at mængden af især sundehedsskadelige stoffer, som indgår i bygningen, er minimeret, forklarer Karen Dahl Jensen.

Svanen sætter desuden krav til støj og ventilation, og for daginstitutioner er der endvidere krav til dagslystransmittans og god belysningsstyrke i institutionen.

Svanen sikrer mod fugt
Nordisk Miljømærkning mener ikke, at man kan forsvare at stille en række krav til energiforbrug, indeklima og kemiske stoffer uden også at sikre sig, at opførelsen af huset foregår på en måde, så der sikres en god kvalitet at byggeriet.

- Med god kvalitet i huse mener vi bl.a., at der er løbende kontrol med byggeriet, så der ikke indbygges fejl. Og at byggematerialerne håndteres på en måde, så de sikres mod fugt, og der ikke indbygges diverse fugtproblemer, som meget nybyggeri har måttet døje med, siger Karen Dahl Jensen.

Fra kriterier til mursten
Allerede nu er der interesse for de nye kriterier for institutioner.

- I praksis fungerer Svanemærkningen på den måde, at bygherrerne skal ansøge, inden de begynder at bygge, da de bl.a. skal have godkendt materialer, energiberegning og kvalitetsstyring, oplyser, Karen Dahl Jensen fra Miljømærkning Danmark.

Yderligere oplysninger: Karen Dahl Jensen
Senest opdateret: 26. november 2009