PRINT    TIP EN VEN  
 

Svanemærket hus = klimarigtigt hus

Hverdagen i et svanemærket hus ligner alle andre familiers hverdag. Og så alligevel ikke helt. Energiforbruget er markant lavere, isoleringstætheden er højere, og indeklimaet er betydeligt bedre end i et almindeligt hus. Men det betyder også en sundere hverdag og mærkbare økonomiske besparelser, siger beboerne.

Svanemærket hus = klimarigtigt husDa familien Sunding Kristensen flyttede ind i deres svanemærkede hus i Herfølge for knap fire år siden, var de nogle af de første i Danmark, der tog springet til et svanemærket hus. Foruden forældrene Kirsten og Søren består familien Sunding Kristensen også af parrets to børn og to hunde, så der er rigeligt at se til i hverdagen ud over klima- og miljøhensyn. 

Hvorfor vælge et svanemærket hus?
Familien Sunding Kristensen havde ikke mange skrubler ved at skifte deres gamle villa ud med et Svanemærket hus. Forklaringen skal findes flere steder:
- Vi synes først og fremmest, at det kunne være sjovt at prøve at bo i et svanemærket hus. Det er altid sjovt at være nogle af de første, som flytter ind i et lavenergihus, og samtidigt troede og tror vi fortsat på, at det er fremtiden, fortæller Kirsten Sunding.

Valget af et svanemærket hus blev også truffet ud fra sundheds- og miljømæssige hensyn:

- Det var rart at vide og være sikre på, at alt var testet, samt at alle materialer var miljø- og klimavenlige. Det kunne vi også tydeligt mærke, da vi flyttede ind, fordi der slet ikke var nogen ’nyt-hus-lugt’ af fugemasse og maling, siger Kirsten og understreger yderligere:
- Selvfølgelig var det lave energiforbrug og besparelserne, der fulgte med, også et stort plus for os.

Mærkbare fordele
Og fordelene ved at bo i et svanemærket hus har været mærkbare for Herfølge-familien.

- Helt konkret er vi røget betydeligt ned i el- og varmeudgifter i det nye hus. Vi sparer en hel del penge på at have et jordvarmeanlæg og et solidt isoleret hus i forhold til regningen fra gasfyret i vores gamle hus, forklarer Kirsten og konkluderer afslutningsvis:

- I hverdagen tænker vi slet ikke over, at vi bor i et Svanemærket hus, fordi det overhovedet ikke ligner et ’økohus’. Og sådan skal det jo også gerne være.

Et hus med Svaner er:
  • Et hus med et godt indeklima
  • Et hus med et lavt energiforbrug
  • Et hus, hvor miljøbelastningen er begrænset
  • Et hus, hvor anvendelsen af sundhedsskadelige stoffer er begrænset
Der findes over 30 svanemærkede huse i Danmark, og størstedelen af husene ligger i Herfølge på Sjælland.

 

Yderligere oplysninger: Karen Dahl Jensen
Senest opdateret: 22. marts 2011