Skal miljørigtigt byggeri have fuld vind i sejlene, skal planloven ændres. Sådan lyder den kontante melding fra Danmarks Naturfredningsforening. Som planloven er skruet sammen lige nu, giver den nemlig ikke mulighed for, at kommunerne kan kræve, at et nyt boligbyggeri skal være miljø- eller energirigtigt.
- Man kan stille krav til meget via lokalplanerne, bl.a. om husene skal være gule eller blå. Men man kan ikke stille krav til miljø og energi. Det skal vi have lavet om, hvis der skal gang i det miljørigtige byggeri for alvor, siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening Gunver Bennekou.
Svanen gør det nemt
Står det til Danmarks Naturfredningsforening, skal det nordiske miljømærke Svanen være med til at bane vejen. Det fremgår bl.a. af foreningens høringssvar til Folketingets Energipolitiske Udvalg, som netop nu behandler et lovforslag, der skal gøre det muligt at dispensere for pligten til tilslutning til fælles varmeanlæg, når man bygger et lavenergihus:
- I vores høringssvar foreslår vi et nyt punkt i lovforslaget, som gør det muligt at skrive ind i lokalplaner, at nybyggeri skal være lavenergibebyggelse eller miljørigtigt byggeri som f.eks. lever op til kravene til svanemærkede huse.
Svanen gør det nemt for kommunerne at sikre sig, at byggeriet bliver miljø- og energivenligt:
- Det kan være svært at definere, hvad der er miljørigtigt og ikke miljørigtigt. Men Svanen gør det nemmere. Skriver man i lokalplanen, at boligerne skal være svanemærkede, er man sikker på, at byggeriet lever op til skrappe krav til energi og miljø, og at det fuldt ud lever op til de nye energibestemmelser. Herudover får man huse, som er sunde at bo i. Svanemærkede boliger vil givetvis også tiltrække mange ressourcestærke borgere, vurderer Gunver Bennekou.
Særlig vigtigt, når jorden er privatejet
Inden længe vil de første svanemærkede parcelhuse i Danmark skyde op i et nyudstykket boligområde i Herfølge. Projektet "Fremtidens Parcelhuse" er et bevis på, at det med politiske visioner og en god gang knofedt godt kan lade sig gøre at fremme miljørigtigt byggeri i dag. I hvert fald, når kommunen selv ejer grundene. Planchef i Køge Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning Thomas Finke siger:
- I den lokalplan, der er blevet lavet for det ny boligkvarter, kunne vi ikke kræve, at byggeriet skulle være svanemærket. Derfor har vi i stedet skrevet kravet ind i udbudsbetingelserne. Alt andet lige ville det selvfølgelig have været nemmere for os at samle alle krav i lokalplanen, men heldigvis havde vi muligheden for at regulere via udbudsbetingelserne, fordi vi selv ejede grundene.
Ifølge Thomas Finke er det derfor særligt i forhold til regulering af byggeri på privatejede grunde, at DN's forslag vil gøre en forskel for miljøet:
- Skal man som kommune regulere byggeri på privatejede grunde, vil den ændring af planloven, som DN foreslår, gøre livet meget nemmere for de kommuner, der gerne vil fremme det miljørigtige byggeri, siger Thomas Finke.
Og hvad er så det gode råd fra Køge Kommunes planchef til andre kommuner, der gerne vil gøre som Køge?:
- Det er vigtig at sikre den politiske opbakning. Her må man jo blandt andet slå på, at miljørigtigt byggeri er rigtig god reklame for en kommune. Gode bomiljøer er i høj kurs, siger Thomas Finke.
(Artikel fra Nyhedsbrev nr. 7)