PRINT    TIP EN VEN  
 

Svanen har ryddet op i junglen af grønne mærker på cremer

”De mange øko- og miljømærker er en gang vildledende rod”. Sådan lyder det den 18.august fra Politikens redaktør om de mange og vildledende grønne mærker på cremer og shampoo. Og hun har ret. Men kun delvist, siger sekretariatschef Lisbeth Engel Hansen. For det nordiske Svanemærke stiller både krav til sundhed og miljø og har f.eks. forbud mod de særligt allergifremkaldende duftstoffer. Og allerede i dag pryder dette grønne mærke et hav af både creme- og shampooflasker.  Ikke mindst til børn.

På det seneste har der været en del debat om de mange grønne mærker på flasker med cremer og andet godt til skønheden. Uden at produkterne af den grund er specielt mere sunde eller for den sags skyld mere miljøvenlige end andre. Senest kunne man i dagens Politiken læse en opfordring til at rydde op i junglen af mærker.

- Vi er enige med Politiken i at de mange mærker - især økologimærkerne -  vildleder mere end de vejleder forbrugerne når det gælder mere sunde og grønne produkter til den personlige pleje. Men når det så er sagt, ja så er man med det offentligt anerkendte og anbefalede Svanemærke allerede godt på vej. Og heldigvis er mærket allerede i dag at finde på alt lige fra cremer og sæber til deodoranter og babyolier, siger Lisbeth Engel Hansen, og hun fortsætter:
- Det kan man ved selvsyn konstatere  i de fleste supermarkeder. Eller man kan se produktlisten  på vores hjemmeside.
 
Når økologi ikke er garanti nok

I  dagbladet Politiken lørdag den 14. august er der en artikel om øko-cremer med  titlen ”Økologisk creme og shampoo er ofte langt fra økologisk”. Syv cremer eller shampo,  indeholder lige fra 7% økologiske ingredienser og op til knap 18%. For i dag er der ingen regler for hvor meget økologi et produkt skal indeholde før man må kalde det økologisk. Selv produkter, som er certificerede med f.eks. det franske økologimærke Ecocert, behøver ikke indeholde mere end 10% økologiske ingredienser før det må markedsføres som økologisk. 

Dertil kommer at undersøgelsen viste, at fire ud af syv af de undersøgte produkter indeholdt ingredienser der betegnes som særligt allergifremkaldende – nemlig de såkaldt naturlige parfumestoffer i produkterne.

Til det siger Lisbeth E. Hansen:
- De naturlige parfumestoffer jo lige så allergifremkaldende som syntetiske - selv om de altså kommer fra planter, der er dyrket økologisk. Så testen viser selvfølgelig, at selv om et produkt nu også er økologisk, ja så er der ingen grund til at føle sig sikret mod allergifremkaldende stoffer.

Kontakt evt. Lisbeth på 22 46 41 44 for flere kommentarer.

Senest opdateret: 18. juli 2011