PRINT    TIP EN VEN  
 

Ti tips til ferien

Kig efter miljømærkerne, når du planlægger ferie. Både for familiens og fremtidens skyld.

1. Brug Svanen mod solen
Med en svanemærket solcreme beskytter du dig ikke blot mod solens farlige stråler, men også mod skadelige kemikalier. Svanemærkede solcremer er bl.a. fri for stoffer, der er klassificeret som allergifremkaldende samt farvestoffer og konserveringsmidler, der kan ophobes i fødekæden. De er desuden fri for parabener, som EU mistænker for at være hormonforstyrrende.

2. Husk håndklædet
Slæng dig på et håndklæde mærket med Blomsten. Blomstmærkede tekstiler er produceret med omtanke. Bomuld skal kontrolleres for pesticidrester eller for mindst halvdelens vedkommende være produceret økologisk. Der er forbud mod at bruge klor til blegning. Der må heller ikke i arbejdsprocessen anvendes farvestoffer, der klassificeret kræftfremkaldende, skadelige for forplantningsevnen eller der kan give anledning til celleforandringer.

3. Sov godt – og miljøvenligt
Kig efter Svanen eller Blomsten, hvad end du ønsker at feriere på hotel, vandrehjem, campingplads, feriecenter eller kro. Svanen og Blomsten stiller bl.a. skrappe krav til forbrug af energi og vand, mængde af affald og brug af vedvarende ressourcer.

4. Vælg en svanemærket fotofremkaldelse
Er du på ferie i Sverige, kan du få fremkaldt dine feriefotos svanemærket. En svanemærket fremkaldelse kræver mindre energi og vand samt færre kemikalier end andre fremkaldelser. Der er desuden ikke PVC i papir eller emballage til billederne.

5. Vælg spisested med omtanke
Holder du ferie i Sverige eller Norge, kan du spise en miljøvenlig middag på en af de mange svanemærkede restauranter og kroer. Svanen stiller bl.a. krav om, at spisestedet skal minimere sit energiforbrug, undgå miljøfarlige kemikalier og sortere sit affald. Derudover skal en vis del af maden være økologisk og lokalproduceret, ligesom fx papiret skal være miljømærket.

6. Svanemærk dit bad
Brug svanemærkede produkter, når du skal vaske sand, saltvand og sved bort. Så skåner du åer, søer og vandløb mod miljøfremmede stoffer, og du tager hensyn til din egen sundhed. Der findes i dag et stort udvalg af svanemærket shampoo, balsam, bodylotion og dusch. Husk også at spare på vandet.

7. Spis grønne madpakker
Pak madpakken ind i svanemærket madpapir, når familien skal på udflugt. Så bidrager du til at reducere udledningen af CO2, og du er med til at skåne vandmiljøet. Papiret, der anvendes til svanemærket madpapir, er produceret med et lavt forbrug af energi og med en minimal udledning af forurenende stoffer. Hvis maden oven i købet er økologisk, bliver din madpakke ekstra grøn.

8. Svanemærk dit sved
Brug deodoranter, der er mærket med Svanen. Så undgår du lugten af sved. Du undgår også, at deodoranten indeholder stoffer, der er på EU´s liste over hormonforstyrrende stoffer, og at den indeholder farvestoffer og konserveringsmidler, der kan ophobes i fødekæden. Og du undgår, at den indeholder mere end højst 0,01 % af de 26 særligt allergifremkaldende stoffer.

9. Tænk på transporten
Tag cyklen, når du skal til stranden, på sommerudflugt eller -ferie. Det er sundt for både dig og klimaet. Ligger destinationen ikke inden for cykelafstand, er det en klimagod idé at overveje tog eller bus frem for bil. På den måde kan du også selv slappe af undervejs, få sludret med din partner eller dine børn og nyde udsigten undervejs.

10. Brug skraldespanden og brug komposten
Smid dit affald i skraldespanden, når du tager hjem fra stranden eller skoven. Er der ikke en skraldespand i nærheden, så tag affaldet med hjem. Husk også at sorter fx aviser og flasker fra til genanvendelse, selv om du holder ferie. Når det handler om haveaffald, er det god idé at bruge komposten – både for miljøets og din haves skyld.

Senest opdateret: 26. juli 2010