Vi kender alle sammen januar-fornemmelsen: Tung af julegodter, træt af regnvejr og trang til solskin. Mange af os er allerede begyndt at drømme om sommerferien. Og flere af os er gået skridtet længere – vi er begyndt at planlægge, hvordan vi kan realisere vores drøm.
Hører du til dem, der gerne vil skele til miljøet når du holder ferie, bliver der hele tiden flere muligheder at vælge imellem.
- Der findes i dag mere end 200 overnatningssteder i Europa, som er mærket med enten Blomsten eller Svanen. Og det er lige fra campingpladser og vandrerhjem til fire- og femstjernede luksushoteller, fortæller cand. techn.soc. Susanne Møller fra Miljømærkning Danmark.
Fælles for både Blomsten og Svanen er, at de stiller skrappe krav til overnatningsstedernes energi- og vandforbrug. Derudover er der bl.a. strikse retningslinjer for brug af engangsartikler, affaldshåndtering og indretning.
Grøn ferie på den grønne ø
Irland er kendt som ”den grønne ø”. Og nu er det for alvor blevet muligt at holde grøn ferie på den grønne ø. Her finder man nemlig Greenbox, som er et område i Nordvestirland, hvor man satser på bæredygtig turisme. Greenbox er den største samlede klynge med licensindehavere af Blomsten i Europa. I oktober 2006 levede 14 overnatningssteder op til kriterierne for EU-Blomsten.
Initiativet, som går på tværs af grænsen mellem Irland og Nordirland, begyndte i 2004. Siden da har Greenbox udviklet sig til at være et netværk med mere end 150 attraktioner, overnatningssteder, aktivitetsarrangører m.fl. Målet for Greenbox er 60.000 overnatninger om året inden 2009.
Tour d'Europe
Også i mange andre lande er der i løbet af det forgangne år blevet uddelt licens til Svanen eller Blomsten.
I Schweiz har et 5-stjernet hotel, et vandrerhjem, en udlejer af ferielejligheder og en hytte fået licens til Blomsten. Fra februar 2007 bliver miljømærket inkluderet i den schweiziske online-hotel-guide, og derudover er ansøgningsproceduren for den schweiziske turistbranche blevet forenklet.
På Malta har Hilton Hotel som det første hotel på øen fået Blomsten. Mario Morena, som har stået bag hotellets ansøgning, siger, at det kræver en vis vilje at påbegynde en ansøgningsproces. Men at den kortsigtede investering klart bliver opvejet af det langsigtede udbytte.
Også i Frankrig er Blomsten for første gang blevet tildelt et Hotel, nemlig Hotel Les Orangeries i Lussac-Les-Châteaux. I Finland er Radisson SAS Seaside i Helsingfors blevet svanemærket.
Og i Danmark.....
I Danmark er det muligt at sove med både Blomster og Svaner både på hoteller og campingpladser: Skandic kæden er mærket med Svanen og har hoteller i Kgs. Lyngby, Silkeborg, Randers, og så på Hilton i Lufthavnen. Ser man efter Blomsten er der tæt bevokset i Nordjylland, i Ålborg, Sæby, Skagen, Klim, Aalbæk, Råbjerg Mile, Svinkløv, Slette Strand, Karup Å. Se mere via links'ne i kassen til højre.