A.C. Schmidt producerer først og fremmest emballager til medicin – og derudover til bl.a. fisk, chokolade, dyrefoder, tekniske komponenter og kosmetik. Virksomheden har arbejdet målrettet for at opnå licens til Svanen:
- Der findes en del svanemærkede trykkerier, men ingen emballageproducenter – og jeg forstår godt grunden. Der findes nemlig ikke svanemærket karton, og derfor har vi skullet opnå point alene gennem interne initiativer. Vi har bl.a. måttet selektere kemikalier, indføre energibesparelser og se nærmere på vores vandafledning. Derudover kildesorterer vi vores makulatur opdelt på kvaliteter og farver, så vi i dag har et genbrugssystem med 5-6 affaldscontainere, ligesom vi komprimerer vores affald for at minimere transporten, fortæller Flemming Skovlund, miljøchef i A.C. Schmidt.
Ønske om at komme i front
A.C. Schmidts miljøarbejde begyndte medio 2008, da Steffen Stræde blev adm. direktør:
- I mine øjne skal en stor virksomhed i Danmark være miljørigtig – ellers bliver det svært at klare sig. Jeg havde et ønske om at få A.C. Schmidt helt i front på miljøsiden, og det var årsagen til, at vi ultimo 2008 ansatte Flemming Skovlund, som har stor erfaring med at miljøforbedre virksomheder, fortæller Steffen Stræde, adm. direktør i A.C. Schmidt.
Det første synlige skridt i en miljørigtig retning blev FSC-certifikatet. Samtidig havde man allerede indført en del energibesparelser, da indsatsen for at få licens til Svanen blev igangsat.
- På den ene side har vi oplevet øget interesse for miljøpåvirkning fra vores kunder, hvilket vi især mærkede med FSC-certificeringen. På den anden side har vi været drevet af selv at få en stærkere miljøprofil. Det betyder, at vi i dag er i front på området, mens mange andre emballagevirksomheder venter med at gøre noget, indtil det i højere grad bliver et ønske eller krav fra kunderne, siger Flemming Skovlund.
Miljøhensyn fra inderst til yderst
A.C. Schmidts svanemærkede sortiment indeholder æsker til forsegling, æsker med børnesikring, æsker med lås, bakker, hylstre, kasser, omslag og lignende.
- For de virksomheder, der producerer svanemærkede produkter, betyder det, at de nu kan emballere deres produkter på gennemført vis i en "skræddersyet" emballage fra en svanemærket emballageproducent. Miljøet bliver på den måde tænkt ind helt frem til sidste detalje, siger Flemming Skovlund og fortsætter:
- Men også andre producenter – fx fødevareproducenter – kan jo sagtens have en miljøpolitik uden at være svanemærkede. En del af den kan være at få produceret emballagen hos en svanemærket emballageproducent.
Svanen viser den rette indstilling
Forbrugerne vil ikke umiddelbart kunne se, om en emballage kommer fra en svanemærket producent:
- Som udgangspunkt må man ikke trykke Svanens logo på emballagen, selv om den er produceret hos en svanemærket producent. Grunden til denne beslutning er, at forbrugeren vil kunne tro, at emballagen indeholder et svanemærket produkt, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet, forklarer Jesper Gruvmark, der er projektleder i Miljømærkning Danmark.
- For os handler det primært om at have den rette indstilling til tingene og miljøet – og udadtil er Svanen et stærkt symbol på denne indstilling, siger Flemming Skovlund.
Miljøchef, A.C. Schmidt: Akad.ing Flemming Skovlund. fs.mail@ac-schmidt.dk, tlf.: 20127445