PRINT    TIP EN VEN  
 

Undgå overflødig kemi

Miljømærkning Danmark gennemfører i uge 41 fra den 9. til den 16. oktober kampagnen ”På mærkerne for dig og din baby”. Kampagnens visuelle udtryk er et lyserødt hjerte, som automatisk leder tankerne over på kærlighed, liv og sarthed. Og det er på mange måder det, kampagnen handler om, når den sætter fokus på miljømærkernes hensyn til din babys sundhed. 

Babyer og små børn er særligt sårbare. Og det kan være svært at gennemskue, hvordan man bedst beskytter dem. Med denne kampagne vil Miljømærkning Danmark gerne nå kommende eller nybagte forældre med information om, at det er muligt både at spare sit barn for unødig kemi og sig selv for unødige bekymringer. Miljømærkning Danmark bruger flere kanaler til at nå forældrene: 

- Først og fremmest vil en meget stor del af dansk detailhandel være med til at sætte fokus på miljømærkerne. Vi sætter stor pris på branchens opbakning, idet alle forældre jo også er forbrugere. Og det er afgjort nemmere at forholde sig til forskellige produkter, når man står i indkøbssituationen, end det er at læse en folder om forskellige farlige stoffer. Eller en varedeklaration for den sags skyld. Det er vigtigt at understrege, at idéen med kampagnen ikke er at skabe et merforbrug. Idéen er at gøre opmærksom på, at der i mange tilfælde findes et lettilgængeligt produktalternativ, der lever op til skrappe miljøkrav og tager hensyn til sundheden uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger Tine Due Hansen fra Miljømærkning Danmark.

Derudover vil der i 20 af landets kommuner, som Miljømærkning Danmark har indgået partnerskabsaftaler med, være aktiviteter af forskellig art. Håbet er at nå ud til rigtig mange forældre ved at engagere fx daginstitutioner, skoler, idrætsforeninger, sygehuse og biblioteker. Læs mere om aktiviteter i ugen hos kommunerne.


Det bedste valg er det nemmeste

Kampagnen retter sig mod familier, der har eller venter en baby. Formålet er at øge deres kendskab til miljømærker, der udover at sætte skrappe krav til miljøet også tager hensyn til sundheden.

Det europæiske miljømærke Blomsten og det nordiske miljømærke Svanen er nemlig en garanti for, at der er sat skrappe krav til ”det der er i.”
 
Der findes i dag en lang række miljømærkede produkter til babyer og børn. Blandt andet babyplejeprodukter, solcreme, vådservietter og bleer.

Svanemærkede babyplejeprodukter tager særligt hensyn til babyers sarte hud fordi de er helt fri for parfume og er uden stoffer, der er klassificeret som allergifremkaldende samt farvestoffer og konserveringsmidler, der kan ophobes i fødekæden. 
Læs mere om hvad Miljømærkning Danmark definerer som skadelige kemi.

Svanen og Blomsten er din garanti for, at
• Miljømærkede babyplejeprodukter (cremer, sæber etc.) må ikke indeholde parfumer, stoffer på EU´s liste over hormonforstyrrende stoffer eller stoffer klassificerede som allergifremkaldende.
• Miljømærket børnetøj skal overholde skrappe krav til rester af tungmetaller, formaldehyd og ikke mindst PVC-tryk på bl.a. t-shirts. PVC’en indeholder blødgørere – også kaldet phthalater, som i mange tilfælde er hormonforstyrrende. Tøjet skal holde på farven og krympe minimalt.
• En miljømærket ble må ikke indeholde parfume eller lotion og fugtighedscreme. Den skal suge godt og føles tør på ydersiden, når den bruges.

Læs mere om miljømærkede produkter under Produkter.

 

Yderligere oplysninger: Tine Due Hansen
Senest opdateret: 20. april 2009