PRINT    TIP EN VEN  
 

Miljømærkede hoteller skyder frem

Turisme skaber vækst, men fører ofte til rovdrift på naturens ressourcer. I hele Europa skyder miljømærkede hoteller dog frem og udgør et godt alternativ for de danskere, der ikke vil holde ferie på miljøets bekostning.

Hvad enten man er til finsk sauna-hygge, fransk idyl eller luksus på Malta, er der gode muligheder for at tilbringe en ferie, der er skånsom for miljøet.

Grøn bølge i Europa

Over hele Europa breder den grønne bølge sig - og særligt inden for hotelbranchen er der stor efterspørgsel på miljømærkning. Senest har Hilton Malta Hotel i St. Julians på Malta og Hotel Les Orangeries i Lussac-Les-Châteaux i Frankrig fået licens til Blomsten, mens Radisson SAS Seaside i Helsingfors er blevet svanemærket. For både Frankrigs og Maltas vedkommende er det de første Blomsthoteller i landet.

Skrappe miljøkrav giver ikke færre stjerner

- Fælles for både Blomsten og Svanen er, at de stiller skrappe krav til hotellernes energi- og vandforbrug, siger cand.techn.soc. Susanne Møller fra Miljømærkning Danmark. Hun tilføjer, at der også er strikse retningslinier for hotellets brug af engangsartikler, affaldshåndtering samt for hotellets indretning.

- Selvom de mange krav begrænser hotellernes ressourcespild og miljøbelastning betydeligt, går det ikke ud over kvaliteten. Faktisk findes der både fire og fem-stjernede luksushoteller med Blomsten eller Svanen, understreger Susanne Møller.  


Kilde: European Eco-Label News Alert, juni 2006.


 

Yderligere oplysninger: Susanne Møller