Har du tjek på forskellen mellem fysiske og kemiske filtre i solcreme?

Solfiltre De fleste af os ved efterhånden godt, at det er en god idé at bruge solcreme, når vi opholder os i solen. Men hvad skal vi vælge? Med fysisk eller kemisk filter? Det kan du læse mere om her.

Svanemærket solcreme

Solen er endelig begyndt at få fat. Og i takt med at humøret stiger med temperaturen, stiger koncentrationen af solens ultraviolette stråler også. Der er derfor al mulig grund til at væbne sig med solcreme.

Solcreme indeholder enten et fysisk filter, et kemisk filter eller en kombination af begge. Alle typer filtre begrænser solens skadelige UV-stråling på huden – men der er forskel på hvordan:

Det kemiske solfilter indeholder stoffer, der trænger ind i det øverste hudlag. Når UV-strålerne rammer huden, absorberer filteret UV-strålingen, så den ikke når ned i de nedre hudlag og forårsager skade. Det fysiske filter derimod lægger sig som en tynd hinde oven på huden og reflekterer solens stråler.

Som udgangspunkt kan der både være fysiske og kemiske solfiltre i svanemærkede produkter.

Svanens krav til kemiske filtre

Nogle af de kemiske UV-filtre, der anvendes i solcremer i dag, er mistænkt for – i lighed med parabener - at være hormonforstyrrende. Derudover kan nogle kemiske UV-filtre fremkalde allergi – både den almindelige form for kontaktallergi og den såkaldte fotoallergi, hvor solens stråler får stoffet til at være et allergen.

Derfor stiller Svanen skrappe krav til de solfiltre, der må anvendes i svanemærkede produkter, og ingen filtre, der er på EU´s liste over stoffer, der er mistænkte for at være hormonforstyrrende eller klassificeret som allergene, må anvendes i svanemærkede produkter.

Svanen tillader ikke fysisk filter på nanoform i dag

De kemiske filtre er gennemsigtige, hvorimod du genkender det fysiske filter i svanemærkede cremer på den hvide farve i brug! Og ved navnet titaniumdioxid på deklarationen.

Når du smører solcreme med titaniumdioxid, på huden, dannes der som nævnt et hvidt lag. Derfor er mange fabrikanter gået over til at bruge titaniumdioxid på nanoform. Det gør solcremerne mere gennemsigtige, så man undgår at blive hvid på huden. Men det har også skabt bekymring for, om titaniumdioxid på nanoform kan blive optaget i kroppen, hvis det bruges på beskadiget hud, f.eks. ved solskoldning.

Derfor har Svanen i starten af 2011 indført nye kriterier, som ikke tillader, at producenterne bruger nanoteknologi. Det vil sige, at alle svanemærkede produkter nu følger de nye regler for mærket. Kun hvis EU's videnskabelige komité SCCS på et senere tidspunkt vurderer, at nano-titaniumdioxid ikke er skadeligt for sundheden, vil det også blive tilladt at anvende i svanemærkede produkter.

Og så til sidst:

Kig efter Svanen, når du næste gang skal købe solcreme.

Og husk: En hvilken som helst solcreme er bedre end ingen solcreme, og brug rigeligt af den – hellere for meget og en gang ekstra end for lidt.