Få sommerglød uden sol

For mange er sommer lig med brune ben, og de trodser derfor eksperternes advarsler om solens skadelige UV-stråler. Men du kan undgå UV-strålerne og blive brun alligevel – endda med Svanen!

Sommerfødder

Der findes nemlig flere svanemærkede selvbrunere, som kan gøre dig sommerbrun i løbet af et par timer uden at udsætte dig selv for hverken solens farlige stråler eller problematiske stoffer.

- Hvis man vil være sikker på at undgå miljø- og sundhedsskadelige stoffer som fx stoffer, der er på EU´s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller klassificeret som allergifremkaldende, er en svanemærket selvbruner et sikkert valg. Svanemærkede produkter lever op til skrappe krav, som tager hensyn til både miljø og sundhed, siger kriteriechef Lisbeth Engel Hansen fra Miljømærkning Danmark.

Sol på dåse

Som noget nyt er det nu også muligt at få svanemærket selvbruner på spray. Nordic Tan har udviklet en lugtfri, gennemsigtig selvbrunende væske, der sprayes på huden med trykluft uden nogen skadelige gasser, parabener, parfume eller alkohol.

Så uanset om du vælger en svanemærket selvbruner som creme elle spray, er en svanemærket selvbruner et godt alternativ for såvel sarte hudtyper som for forbrugere, der af andre årsager, ikke ønsker at udsætte sig selv for solens stråler – selv med miljømærket solcreme.

Brun med kulhydrater og proteiner

Lisbeth Engel Hansen understreger desuden, at man ikke behøver at bekymre sig over den brune farve i selvbrunere.

Farvningen er en helt ufarlig proces, som også finder sted ved fx fremstilling af øl. Den brune farve er – kort sagt - resultatet af mødet mellem kulhydrater og proteiner, og den forsvinder af sig selv i takt med at hudcellerne skiftes ud - det vil sige efter et par dage.