Sikker selvbruner med Svanen?

Selvbruner For nyligt har der været en artikel i Ekstra Bladet, som er med til at stille spørgsmålstegn ved sundheden ved brug af selvbrunere – også de svanemærkede.

Svanemærkede plejeprodukter

Påstanden er, at det sukkermolekyle, der afgiver farve i selvbrunere, indeholder formaldehyd, som er allergifremkaldende, og at man ikke kan undgå det selv med svanemærkede selvbrunere, eftersom Svanemærket er et miljømærke.

Svanemærket er et miljømærke, men det står også for sundhed. At man ikke kan være sikker på at undgå formaldehyd med Svanemærket er i princippet korrekt, men også meget forsimplet. Svanemærket stiller nemlig skrappe krav til den rest af formaldehyd der må være i solbruneren. Der må max være 10 milliontedele formaldehyd i en creme, og ifølge eksperter skal man være meget overfølsom, hvis man skal reagere på så små mængder.

Så hvis man gerne vil være brun uden sol, er der stadig god mening i at vælge en svanemærket selvbruner.