Skærpede miljøkrav til LCD-skærme

Som det første miljømærke i verden stiller Svanemærket krav til tv- og computerproducenter om at reducere udledningen af drivhusgasser.

TV

De nye krav knytter sig særligt til produktionen af LCD skærme til fladskærms-tv og computere. Fremstilling af LCD skærme medfører nemlig udledning af to stærke drivhusgasser nitrogentrifluorid (NF3) og svovlhexafluorid (SF6). For at leve op til Svanemærket skal producenter af fladskærms-tv og computere derfor nedbringe deres udledning af de to drivhusgasser, så klimabelastningen begrænses.

”Vi strammer løbende Svanemærkets krav på grundlag af nye videnskabelige oplysninger. På den måde kan forbrugerne altid være sikre på, at de træffer et godt valg for miljø og sundhed”,

siger seniorkonsulent hos Miljømærkning Danmark, Jakob Waidtløw

Brugen af NF3 er steget voldsomt i de senere år, fordi den har været et alternativ til gasser, der er begrænset i Kyoto-protokollen. Først i år er nitrogentrifluorid medtaget blandt de gasser, der skal begrænses ifølge Kyoto-protokollen.

Undgå hormonforstyrrende stoffer

Det er ikke alene i forhold til drivhusgasser, at kravene skærpes. Der er også nye og skærpede krav til, at det eksterne strømkabel, som leveres sammen med apparatet, ikke må indeholde phthalater. Phthalater er hormonforstyrrende plastblødgørere.

Stadig skrappere energikrav

Med tv og computere er det oplagt at stille klimakrav, så det gør Svanemærket naturligvis. 

Jakob Waidtløw forklarer:

”Svanen kræver, at computere og tv-apparater er energieffektive, det begrænser CO2 udslippet, som er endnu større i brugsfasen end i produktionsfasen. Fx stiller vi i de nye kriterier krav om, at de svanemærkede tv skal være energimærket med A+ eller bedre”.

Fakta om svanemærket TV og computere

• Produkterne skal være lette at genbruge og genanvende
• Produkterne skal være energieffektive
• Computerne skal være lette at opgradere, så levetiden kan forlænges
• Kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionstoksiske flammehæmmere er forbudt
• Hormonforstyrrende phthalater er forbudt

Få flere informationer

  • Jakob Waidtløw, senior konsulent, jwa@ecolabel.dk, tlf.: 72 41 48 16
  • Helle Pryds Bruun, presseansvarlig, hpb@ds.dk, tlf: 23 23 92 19

Computere: http://www.ecolabel.dk/da/produkter/kontor/computere-og-tablets/
TV: http://www.ecolabel.dk/da/produkter/elektriske-produkter/lyd-og-billede/