Svanemærket solcreme holder vand

På Forbrugerrådet Tænks hjemmeside er netop offentliggjort en test af solcremer, der viser, at svanemærkede solcremer ikke holder, hvad de lover, når det gælder vandfasthed. Men den konklusion holder ikke vand.

solcreme

Fra tid til anden offentliggøres testresultater, der umiddelbart peger på, at solprodukter ikke er så vandfaste, som emballagen lover. Netop nu har Forbrugerrådet TÆNK offentliggjort en test, hvor det fremhæves, at flere svanemærkede solprodukter har problemer med vandfastheden. Uoverensstemmelserne mellem testenes målinger og dem, producenterne anvender, handler ofte om, at der er forskellige metoder til at måle vandfasthed.

Forbrugerådet TÆNK anvender fx den såkaldte shower-metode til test af vandfasthed, hvilket er en praktisk metode, da den er hurtig at gennemføre. Den er imidlertid også svær at reproducere* og giver derfor usikre målinger, fordi vandfastheden ikke kan sammenlignes.

Derfor tester producenterne i stedet vandfastheden på deres solprodukter efter spa-metoden. Denne metode bliver også udgangspunktet for den kommende ISO-standard, der i øjeblikket er ved at blive udviklet, og som vil resultere i en international standard for test af vandfasthed, så der ikke opstår tvivl om produkters vandfasthed.

Den Europæiske brancheforening for kosmetik, Cosmetics Europe (tidligere Colipa) har siden 2005 anbefalet spa-metoden, da man efter flere tests vurderede, at shower-metoden var for usikker til, at man kunne sammenligne resultater og dermed få sikre vejledninger til forbrugerne om vandfasthed.

Solprodukter, der er vandfaste ifølge spa-metoden, bevarer 50 pct. af deres beskyttelse efter to gange 20 minutter i vand. Dermed er produkterne velegnet til fx børn, der leger i vandkanten.

Men det vigtige råd gælder stadig: Du skal huske at smøre dig ind flere gange i løbet af en dag i solen, for også vandfaste solprodukter udfordres af sved, håndklædetørring og badning.

--------------

*At reproducere en test vil sige, at samme testlaboratorie kan gentage testen og få samme resultater og at flere forskellige testlaboratorier opnår samme resultater.