Svanemærket er et af de store, seriøse og sikre mærker

I Europa hævder flere hundrede forskellige mærker at være miljømærker. Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvilket miljømærke du kigger efter, hvis du gerne vil gøre en forskel for både miljøet og dig selv. Ifølge en ny undersøgelse fra EU kan du kun stole på et ud af 20 af de grønne mærker.

Mange mærker og anprisninger

I det nyeste nummer af magasinet TÆNK fra august 2015 kan du læse om en ny undersøgelse fra EU, der viser, at op imod 95 procent af forbrugsprodukterne på det europæiske marked er miljømærket forkert eller svære at gennemskue, hvor bæredygtige de er.

Ifølge artiklen er det især på plejeprodukter, at der er mange misvisende mærkningsordninger. Her smykker mange cremer sig med økologiske mærkninger, samtidig med at der ikke er nogle krav til indholdet af økologi. Derfor kan vi købe cremer i troen på, at de er økologiske, selv om de reelt indeholder ned til 10 procent økologiske stoffer.

Forbrugerrådet TÆNK anbefaler Svanemærket

Forbrugerrådet Tænk mener, at der er alt for mange mærkningsordninger:

”I Europa hævder 459 forskellige mærker at være miljømærker. Det er umuligt at navigere i. Stort set ethvert produkt kan opnå en mærkningsordning. Men vi skal kunne have tillid til dem. Det er særligt på plejeprodukter, at vi ser mange misvisende mærkninger. Vores råd er at gå efter de større mærkninger såsom Ø-mærket, Svanemærket og Astma-Allergi Danmarks Blå Krans,” siger miljøpolitisk rådgiver Vibeke Myrtue Jensen til artiklen i TÆNK.

For at et produkt kan bære Svanemærket – eller EU-Blomsten – skal produktet igennem en omfattende certificeringsproces hos Miljømærkning Danmark – med dokumentation og kontrol af, at det lever op til de fastsatte krav.

Miljømærkerne gør det enkelt og trygt for forbrugerne

I Miljømærkning Danmark er man glade for, at Svanemærket skiller sig ud som et seriøst mærke:

”Svanemærket er – sammen med EU-Blomsten – Danmarks officielle miljømærker, der skal gøre det enkelt for forbrugerne at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter og serviceydelser. Derfor er det selvfølgelig også altafgørende, at forbrugerne har tillid til de to mærker”, siger Charlotte Rajsager, teamleder for salg, marketing og kommunikation i Miljømærkning Danmark og fortsætter:

”Målet med de to mærker er at mindske forbrugets samlede miljøbelastning. Derfor ser miljømærkerne på hele produktets rejse og de miljøproblemer der opstår undervejs – til gavn for mennesker, miljø og for jordens ressourcer. Samtidig har vi en grundig certificerings- og kontrolproces, som skal sikre, at forbrugerne trygt kan vælge de produkter, der bærer Svanemærket eller EU-Blomsten. Derfor er det selvfølgelig rart, at Svanemærket bliver fremhævet i en artikel som denne, hvor flere hundrede mærker er på spil. ”