Klimaminister indvier Danmarks første svanemærkede lejligheder

NCC kan bryste sig med at have bygget Danmarks første svanemærkede lejligheder. Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen overrakte torsdag svanemærke-certifikatet til NCC.

Klimaminister overrækker svanemærke-certifikatet til NCC

”Vi er stolte over at være pionerer inden for bæredygtighed”, siger administrerende direktør Torben Modvig, NCC Bolig og fortsætter. ”Vi tror på, at det er vigtigt, at give boligkøberne mulighed for at træffe gode miljøvalg”.

Adressen er Krøyers Plads på Christianshavn. Udsigten og bæredygtigheden i top.

Mindre klimabelastning og lavere varmeregning

Selvom det er regnfuld dag i januar i dag, så er det svært ikke at blive begejstret over udsigten over Københavns Havn. Men det er ikke kun vandet og havnen beboerne i de 38 lejligheder har udsigt til – de kan også se frem til en lavere varmeregningen.

Svanemærkets krav til energiforbruget i de svanemærkede lejligheder skal nemlig være mindst 25% lavere end lovens krav til nybyggeri. Byggeriet skal være tæt og velisoleret, og de hårde hvidevarer skal være energieffektive. Det betyder, at boligerne bidrager væsentligt mindre til klimabelastningen end andre boliger. Og altså at beboerne kan glæde sig over en lavere varmeregning!

Godt indeklima og skrappe krav til kemikalier

Vores hjem skal være et dejligt sted at være. Det kræver et godt indeklima. Derfor lever svanemærkede boliger op til en række indeklimakrav. F.eks. er byggematerialerne nøje udvalgt, så du ikke bliver udsat for afgasning af miljø- eller sundhedsskadelige stoffer, og alle opholdsrum er sikret effektiv ventilation.

’Helt overordnet sikrer et svanemærket lejlighedsbyggeri, at der bruges miljørigtige materialer med fokus på indeklima, kvalitet og holdbarhed – for jo længere produkter holder, jo mindre affald generer vi. Og så er der skrappe krav til kemikalier’, siger Heidi Bugge, nordisk produktansvarlig, fra Miljømærkning Danmark.

I kemiske byggeprodukter som fx lim, fugemasse, maling, lak og olier – men også i isoleringsmaterialer og væg- og gulvbeklædning, er der ingen brug af stoffer, der er klassificeret kræftfremkaldende og/eller stoffer, der er vurderet som potentielt hormonforstyrrende på EU´s lister.

'Det betyder fx, at bromerede flammehæmmere, ftalater, Bisphenol A eller tungmetaller er udelukket, forklarer Heidi Bugge og tilføjer:

'Og så er der i øvrigt skrappe krav til niveauet af emissioner af formaldehyd til alle træbaserede materialer som fx byggeplader, gulve mm. Alt sammen noget, der har betydning for indeklimaet'.

Og dette har NCC skulle dokumentere over for Miljømærkning Danmark for at opnå Svanemærket.

Om Svanemærket

Svanemærket er Nordens officielle miljømærke. Det overordnede mål med Svanemærket er at mindske forbrugets samlede miljøbelastning, på den måde gavner Svanen både mennesker, miljøet og jordens ressourcer. Netop helheden er Svanemærkets styrke, fordi der er stillet miljøkrav hele vejen fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering – det vil sige hele produktets livscyklus.

På samme måde bliver der stillet krav til et svanemærket byggeri, for at nedsætte den samlede miljøbelastning lige fra byggeriet starter, bliver taget i brug og til sidst en dag skal rives ned.