Indstil indkøber til Grøn Indkøbspris

Uge 45 er Grøn Indkøbsuge. I den anledning uddeler Forum for Bæredygtige Indkøb en Grøn Indkøbspris til en aktør, der har bidraget ekstraordinært til at fremme grønne indkøb. Vi opfordrer indkøbere og leverandører af miljømærkede produkter og tjenesteydelser til at indstille aktører til prisen.

Grøn Indkøbspris

Nu har du mulighed for at indstille en offentlig eller privat virksomhed – eller en anden aktør – til at modtage Grøn Indkøbspris 2015.

Måske er det din egen organisation, som har gjort sig fortjent til prisen? Eller måske kender du nogen, der har?

Det kan være ved at sætte et markant volumenmæssigt aftryk med en væsentlig miljøeffekt eller ved at skabe efterspørgsel efter nye grønne produkter eller ydelser. Det kan også være ved at udvikle nye innovative løsninger, der understøtter bæredygtige indkøb fx forretningsmodeller, værktøjer, markedsdialog etc.

- Vi ved, at der rundt om i landet er gang i en masse spændende initiativer, som kan inspirere andre til at købe grønt. Derfor håber vi, at rigtig mange vil søge om blive nomineret, så vi kan få skabt endnu mere synlighed om grønne indkøb, siger Rikke Dreyer, der er formand for Forum for Bæredygtige Indkøb.

Praktiske oplysninger

Hvis du vil indstille en indkøber til Grøn Indkøbspris, skal du udfylde et kort ansøgningsskema og indsende det til Forum for Bæredygtige Indkøb senest den 11. september 2015.

Et panel med medlemmer fra Forums styregruppe vurderer ansøgningerne og udpeger 3 nominerede, som præsenteres på Forums hjemmeside den 1. oktober. Her kan alle medlemmer stemme om, hvem af de nominerede der fortjener at få prisen.

Prisen uddeles på årskonferencen, som afholdes i Indkøbsugen (uge 45) af Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb i fælleskab.

Læs mere om Grøn indkøbspris.