13 butikskæder bakker op om ny kampagne

Miljømærkning Danmark har skudt gang i kampagnen ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen”, og opbakningen er større end nogensinde før. Det betyder, at du kan møde kampagnen i hele 13 butikskæder i oktober.

Efteraarskampagne_nyhed_detail

I de kommende uger kører Miljømærkning Danmarks landsdækkende kampagne ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen”. Kampagnen skal øge andelen af danskere, der ser efter miljømærkerne, når de køber ind – og øge danskernes kendskab til det store udvalg af miljømærkede produkter.

Mød kampagnen, når du handler

Hele 13 butikskæder bakker op om efterårskampagnen, fx ved at sætte fokus på miljømærkede produkter i tilbudsaviser og på sociale medier.

- Vi er rigtig glade for butikskædernes massive opbakning til kampagnen – for det er først og fremmest i butikkerne, at de danske forbrugere møder miljømærkerne, og det er ved butikshylden, at danskerne hver dag træffer de mange små valg, som tilsammen får stor betydning for miljøet, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark og tilføjer:

- Vores fornemmelse er, at mange butikker oplever en stigende interesse for miljømærkede produkter – og dermed også satser mere målrettet på miljømærkede produkter i deres varesortiment. Det kommer nu til udtryk ved, at flere kæder end nogensinde før bakker op om en miljømærkekampagne.  

Svanemærket og EU-Blomsten findes på mere end 12.000 forskellige produkter og serviceydelser på det danske marked. I supermarkederne kan du blandt andet se efter miljømærkerne på vaskepulver, hårplejeprodukter, bagepapir, legetøj, kaffefiltre, rengøringsmidler, bind, børnetøj, stearinlys og batterier. Derudover finder du også miljømærkerne på blandt andet møbler, byggematerialer, boliger, hoteller og bilvaskehaller.