Snart kan man svanemærke babyprodukter med tekstil

Nu bliver det snart muligt at svanemærke fx barnevogne, pusleunderlag, autostole og babylifte. Til glæde for danske småbørnsforældre; næsten 6 ud af 10 vil nemlig være mere interesseret i at købe en barnevogn, hvis den er svanemærket. Nordisk Miljømærkning har netop sendt forslag til kriterier for babyprodukter med tekstil i høring.

babytextiler

Vi bliver alle sammen udsat for kemiske stoffer fra ting, vi omgiver os med eller spiser. Små børn er særligt følsomme, bl.a. fordi de har en lille krop, sart hud og et immunforsvar, som ikke er færdigudviklet. Det er derfor en god nyhed, at det nu også snart bliver muligt at svanemærke babyprodukter med tekstil.

Fælles for produkterne i den nye produktgruppe er, at barnet er i tæt kontakt med produktet i længere tid, især tekstilet og fyldmateriale. Derfor er der i de nye kriterier fokus på kemikalieeksponeringen i brugsfasen fra både tekstil og fyldmateriale i kriterierne.

- Kriterierne kommer til at stille skrappe miljø- og sundhedskrav til kemikalier i tekstil og fyldmaterialer. Det betyder bl.a., at tekstilerne ikke må være tilsat halogenerede flammehæmmere, fluorstoffer og nano. Der vil også blive stillet skrappe miljø- og sundhedskrav til metal, gummi og plast – og til den bomuld, der bliver brugt. Derudover skal produkterne også være sikkerheds- og kvalitetstestet for at opnå Svanemærket, fortæller Lisbeth Engel Hansen, kriteriechef i Miljømærkning Danmark. 

Både branchen og forbrugerne er positive

I det indledende arbejde med kriterierne blev der udført en markedsanalyse, som viste en generel positiv indstilling hos branchen til udvikling af Svanekriterier inden for området. Flere nordiske producenter har fulgt kriterieudviklingen som referencevirksomhed og har hermed givet input til kriterieudviklingsprocessen.

Som en tidlig del af arbejdet gennemførte YouGov også en forbrugeranalyse for Nordisk Miljømærkning – her blev 428 småbørnforældre interviewet i 2015. Analysen viste, at næsten 6 ud af 10 danske og mere end 4 ud af 10 svenske småbørnsforældre vil være mere interesserede i at købe en barnevogn, hvis den var Svanemærket.

Analysen viste også, at sundhedsskadelige stoffer er en vigtigere parameter hos småbørnsforældre end miljø. Håbet er, at Svanemærket med de nye kriterier fremover kan give småbørnsforældrene mulighed for at træffe et trygt valg.

Giv jeres kommentarer til kriterierne

Nordisk Miljømærkning har nu givet alle interesserede mulighed for at afgive kommentarer på forslaget til kriterier for Svanemærkning af Babyprodukter med tekstil. Høringsfristen er den 8. februar 2017. Læs mere her