10 butikskæder bakker op om kampagne

Med kampagnen ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen” sætter Miljømærkning Danmark i februar fokus på Svanemærket og EU-Blomsten – og på det enorme udvalg af miljømærkede produkter og serviceydelser. Hele 10 butikskæder bakker op om kampagnen.

nyhed

Her i februar sætter kampagnen ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen” fokus på Svanemærket og EU-Blomsten. Kampagnen skal bl.a. øge danskernes viden om, hvorfor miljømærkerne er et bedre valg for både miljø og mennesker. Den skal samtidig gøre opmærksom på det enorme udvalg af miljømærkede produkter og serviceydelser.

For selv om 9 ud af 10 kender Svanemærket, så er det især inden for områder som rengøringsmidler, vaskepulver og plejeprodukter, at danskerne kender de miljømærkede alternativer, mens kendskabet er mere begrænset inden for mange andre områder.

Svanemærket og EU-Blomsten findes på mere end 12.000 forskellige produkter og serviceydelser på det danske marked – lige fra sæbe, vaskepulver, husholdningspapir, legetøj, byggeprodukter, tv og møbler til miljømærkede serviceydelser som fx rengøring, trykkerier og hoteller.

Mød kampagen når du handler

Hele 10 butikskæder har valgt at bakke op om kampagnen – bl.a. ved at sætte fokus på miljømærkede produkter i tilbudsaviser og ved at fortælle om miljømærkerne i bl.a. nyhedsbreve og på Facebook. De kæder, der bakker op, er Kiwi, Matas, Rema1000, Kvickly, SuperBrugen, Dagli’Brugsen, Aldi, Lidl, Meny og nemlig.com. Opbakningen fra detailhandlen er dermed større end nogensinde før:

Vi er rigtig glade for den store opbakning fra detailhandlen, da de spiller en vigtig rolle, når det gælder om at sikre forbrugerne adgang til miljømærkede varer. Vi ved fra en YouGov-undersøgelse, at mere end hver tredje dansker mellem 15 og 74 år ønsker skiltning ved de miljømærkede varer i hylderne – det skal ganske enkelt være lettere at finde varerne i butikkerne.Vi oplever også, at mange dagligvarebutikker har fået øget bevidsthed om, at mange hverdagsprodukter kan indeholde skadelige kemikalier, og at de gerne vil kunne tilbyde forbrugerne gode alternativer,” siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

En af de kæder, der bakker op, er Coop:

I COOP har vi en offensiv strategi overfor kemikalier, der er mistænkt for at være miljø- eller sundhedsskadelige. Derfor bakker vi op om Svanemærket og EU-Blomsten, som netop stiller skrappe miljø- og kemikaliekrav i alle relevante faser af et produkts livscyklus. Ved at satse stærkt på at have et stort udvalg af produkter med Svanemærket og EU-Blomsten, gør vi det samtidig nemmere for forbrugerne at vælge produkter, der er fri for problematisk kemi, og som er bedre for miljøet,” fortæller Signe D. Frese, kommerciel CSR-chef i Coop.

Deltag i konkurrencer om miljømærkede præmier

Du kan også møde kampagnen på outdoor-annoncer ved indkøbssteder og i både trykte magasiner og online-medier. Og selvfølgelig på vores facebook-side www.facebook.dk/svanemaerket, hvor vi fra uge 4-8 kører spændende ugekonkurrencer om lækre miljømærkede præmier.