GingerOrganic svanemærker hele sortimentet

GingerOrganic har netop fået svanemærket alle deres produkter. Det vil sige dagbind, natbind, trusseindlæg samt tamponer med og uden indføringshylster.

GingerOrganic_hele sortiment

Det er skønnet, at der alene i Danmark bliver brugt omkring 1 million bind og tamponer hver dag. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan de er blevet produceret, hvad de indeholder, og hvilken kvalitet de har.

Svanemærkede bind og tamponer skal leve op til skrappe krav. De skal bl.a. være fremstillet uden unødig brug af kemikalier, hvilket gavner både miljøet og din sundhed. 

Drømmen om trygge valg og en bæredygtig verden

I 2015 fik GingerOrganic svanemærket en af deres tamponserier. Nu er virksomheden gået skridtet videre og har fået svanemærket hele sortimentet. Bag certificeringen ligger både et ønske om at give kvinder mulighed for et trygt valg og at bidrage til en mere bæredygtig verden:

Drømmen om at producere 100 % økologiske hygiejneprodukter opstod, efter at jeg havde set, hvor meget gift der bliver sprøjtet ud over bomuldsmarker. For det var jo den samme bomuld, som jeg og andre kvinder senere skulle have helt tæt på kroppen,” fortæller Helena Fernando-Kristensen, der står bag brandet GingerOrganic, og fortsætter:

”Jeg ville gerne give kvinder mulighed for at træffe et trygt valg, og samtidig være med til at sikre en mere bæredygtig verden, med mindre brug af kemikalier i industri og landbrug, og hvor vores økosystem skånes for tilførsel af flere kemikalier og stigende forurening. Derfor var det oplagt at gå efter Svanemærket, som stiller krav om økologisk dyrket bomuld, og som giver forbrugerne en garanti for, at produkterne er blandt de miljømæssigt bedste i deres kategori.

Fra uge 20 vil du kunne købe produkterne i flere dagligvarebutikker, bl.a. Føtex og Bilka. Derudover kan du som hidtil også bestille både prøvepakker, produkter og abonnementer via www.gingerorganic.dk.  

Kort om svanemærkede bind og tamponer

Hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering er med i vurderingen, når kravene til svanemærkede produkter bliver fastsat. For svanemærkede tamponer og bind betyder det, at de:

  • enten skal være fremstillet af økologisk dyrket bomuld - eller skal være fremstillet af papirmasse, hvor en del skal være fra bæredygtigt skovbrug. Brug af genbrugspapir er ikke tilladt.
  • skal være fremstillet uden unødig brug af kemikalier – til gavn for både mennesker og miljø.
  • skal være fremstillet uden unødig brug af energi – til gavn for klimaet.
  • er fri for parfume, lotion og optisk hvidt.
  • lever op til kvalitetskrav, som sikrer, at de suger godt, og bindene føles tørre på både huden og på ydersiden. 
Du kan se en oversigt over alle svanemærkede bind og tamponer her.