Populære priser til svanemærkede plejeprodukter

I april blev der for alvor sat pris på svanemærkede plejeprodukter. De svanemærkede plejeprodukter gjorde sig nemlig bemærket ved både Danish Beauty Award og Allergy Award – og løb med i alt fire af de eftertragtede priser.

Artikel

Adm. direktør i DermaPharm A/S, Mikkel Egelund Jensen, og marketingchef Mette Bohnstedt modtog ”Årets care & protect pris” ved Danish Beauty Awards. Fotograf: Peter Dahlerup

Den 29. april 2016 blev der for 10. gang uddelt Danish Beauty Award-priser til årets bedste skønhedsprodukter.

I alt var hele syv svanemærkede produkter nomineret til de eftertragtede priser, der i år blev uddelt inden for 29 kategorier. Heriblandt en helt ny kategori med titlen ”Årets care & protect pris”, som gives til et produkt, der har en beskyttende virkning eller tager et særligt hensyn. For eksempel solbeskyttelsesprodukter og produkter, der er særligt hensynsfulde i forhold til børn eller personer, der ikke tåler specifikke ingredienser for eksempel parfume.

Og det var netop i årets nye kategori, at et svanemærket produkt løb med prisen. Årets care & protect pris gik nemlig til Dermas sololie SPF15. 

Tre priser ved Allergy Awards

Også ved Allergi Awards 2016 den 12. april løb Derma med en af priserne. Denne gang var det Derma ansigts solcreme, der blev kåret som årets bedste hudvenlige produkt til kvinder.

Svanemærkede plejeprodukter løb med halvdelen af de priser, der blev uddelt inden for i alt seks kategorier. Ud over prisen til Derma blev Coop cold cheeks cream kåret som årets bedste hudvenlige produkt til børn, mens Zenz styling paste blev kåret som årets bedste hudvenlige produkt til mænd.

Vindere af Allergy Awards 2016

Svanemærket passer på dig og dine nærmeste

De mange priser ved Allergy Award – og de endnu flere nomineringer – understreger, at Svanemærket findes på et bredt udvalg af parfumefri produkter, der tilgodeser de forbrugere, som er særligt følsomme, eller som generelt vil undgå parfume.

I kategorien ”Årets bedste, hudvenlige produkt valgt af forbrugerne” var eksempelvis hele 5 ud af 7 produkter svanemærket. Det peger på, at forbrugerne ser Svanemærket som et stærkt pejlemærke, når de skal vælge plejeprodukter.

Svanemærket er garanti for skrappe kemikaliekrav. Blandt andet er svanemærkede plejeprodukter fri for MI og andre konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende. De er fri for parabener og andre stoffer på EU’s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Og de er fri for mikroplast.

Plejeprodukter til børn er samtidig fri for parfume. Også inden for plejeprodukter til voksne findes der et bredt udvalg af svanemærkede produkter uden parfume. Ønsker man derimod et produkt, der skåner natur og miljø, men som samtidig indeholder parfume, kan man desuden være sikker på, at svanemærket har stillet skrappe krav til parfumen. 

Læs mere:

Danish Beauty Awards 2016

Allergy Awards 2016