Svanemærket på populært svensk skisportssted

Er du blandt de mange danskere, der hvert år tager med familien på skiferie? Eller er din virksomhed på jagt efter et grønt konferencested i naturskønne omgivelser? Så har vi gode nyheder til dig. Svanen er nemlig landet på Sveriges største skisportssted, Sälen.

Svanemærket hotel

Sälen er ikke bare Sveriges største alpine rejsemål. Det populære skisportssted er også kendt for de mange tilbud, der passer til alle, uanset alder og niveau. Og nu er der også et tilbud til den miljøbevidste skiløber. De to hoteller, Sälens Højfjeldshotel og Gammelgården Hotel & Restaurant, er nemlig blevet svanemærkede. 

Det er til stor glæde for administrerende direktør, Thommy Backner, der vurderer, at behovet for miljøvenlige alternativer i hotelbranchen er blevet større, både blandt forbrugere og virksomheder: 

- Vi valgte Svanen for at kunne imødekomme kundernes ønsker, for hotelgæsterne bliver mere bevidste, og mange virksomheder kræver i dag, at konferencestedet skal være miljømærket. Derfor er alle hoteller i Scandinavian Resort nu svanemærket, siger Thommy Backner, administrerende direktør i Scandinavian Resort, i en pressemeddelelse fra Miljømærkning Sverige.


Hvorfor vælge et svanemærket hotel?

Når du vælger et svanemærket hotel, kan du være sikker på, at hotellet stiller skrappe miljøkrav hele vejen fra begrænset energi- og vandforbrug til brug af miljømærkede rengøringsmidler. I restauranten er der altid et udbud af økologiske mad- og drikkevarer og en vegetarisk hovedret dagligt. Og i køkkenet, på badeværelser og i kopimaskinerne er papiret miljømærket. Hotellet kildesorterer sit affald, så mest muligt kan recirkuleres og genanvendes – og du vil opleve, at hele hotellets personale er engageret i miljøarbejdet. 

Når du vælger et svanemærket hotel, kan du med andre ord være sikker på, at arbejdet ”bag kulissen” overholder skrappe miljøkrav – og dermed kan dit ophold sagtens være et godt valg for både miljøet og for dig. 

- Uanset om man tager til Sälen for at stå på ski i løbet af vinteren, eller om man tager dertil for at vandre eller afvikle en konference i løbet af sommeren, er naturen en stor del af oplevelsen. Det er derfor glædeligt, at man nu kan være med til at skåne natur og miljø samt spare op jordens ressourcer ved at vælge et svanemærket hotel, siger Malene Nielsen, konsulent i Miljømærkning Danmark. 


Vidste du, at …

… når du planlægger et ophold i Sverige, kan du vælge mellem mere end 200 svanemærkede hoteller og lige så mange svanemærkede konferencesteder.

…  22 ud af Scandics 23 danske hoteller er svanemærkede? Scandic hører dermed til blandt den absolutte elite, når det kommer til miljøansvar – også i udlandet.

… Hotel Mayor i Århus er også svanemærket.