Svanemærket byggeri og cirkulær økonomi

Byggebranchen er en af de brancher, der belaster miljøet mest. Det er derfor en af de brancher, der er særligt fokus på, når det handler om at styrke den cirkulære økonomi. Men det er også en af de brancher, der viser stigende interesse for Svanemærket. Dermed er branchen allerede godt på vej. Mange af Svanemærkets krav til byggerier er nemlig med til at fremme cirkulær økonomi.

Kroyers_plads_standard

I Europa står byggeri for 40 % af energiforbruget, 40 % af materialeforbruget og 20-35 % af de væsentligste skader på miljøet. Hertil kommer den enorme affaldsmængde fra byggeriet. Fx kommer 30 % af den samlede affaldsmængde i Danmark fra byggebranchen.

Byggebranchen skal med andre ord tænke produktion og materialer på en ny måde, hvis den skal være med til at bekæmpe overforbrug af ressourcer, global opvarmning og stigende affaldsmængder. Til gengæld har den så også alle muligheder for at være med til at gøre en forskel for miljøet og bidrage til en mere cirkulær økonomi. Eksempelvis ved at satse på svanemærkede byggerier.

- Et svanemærket byggeri er bl.a. kendetegnet ved lavt energiforbrug, skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, materialekontrol og materiale-logbog samt god kvalitet via gennemgang af uvildig tredjepart. Alt sammen noget, der er med til at fremme den cirkulære økonomi, forklarer Stinus Kappel Andersen, konsulent i Miljømærkning Danmark.

Logbog og kemikaliekrav reducerer ressourceforbruget

Antallet af svanemærkede boliger stiger markant i disse år. Både i Danmark og i resten af Norden. Et svanemærket byggeri skal leve op til skrappe krav i hele livscyklus, dvs. krav til både materialer, byggeprocessen, brugsfasen og affaldsfasen. 

Kravene til svanemærket byggeri bygger på en tilgang til livscyklus, hvor der tænkes i cirkulære kredsløb og dermed med fokus på, hvordan tiltag i én fase har positiv effekt flere steder livscyklus, og hvordan man undgår at flytte en negativ miljøeffekt til et andet sted i livscyklus.

Eksempelvis stiller Svanemærket krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i både byggematerialer og kemiske produkter. Det vil sige krav til alt fra maling og fugemasser til isolering, dampspærre og gulve. Derudover kræver Svanen også, at der bliver udarbejdet en logbog over alle de vigtige materialer og kemiske produkter, der bliver anvendt i byggeriet.

- Kravene til kemikalier reducerer både miljøbelastningen under produktion og kemieksponeringen i brugsfasen. Men de understøtter også muligheden for, at materialerne kan recirkuleres senere i livscyklus. Det samme gør logbogen, fordi den sikrer overblik over, hvilke materialer og kemiske produkter der indgår i byggeriet og hvor de er placeret, fortæller Stinus Kappel Andersen og fortsætter:

- Sådanne tiltag skaber mulighed for at spare på jordens ressourcer, fordi materialerne vil kunne genanvendes – og på den måde bliver affaldsmængderne samtidig mindre. Tilsvarende præmierer Svanemærkets kriterier for byggeri brug af genanvendte byggeprodukter.

Kontrol skal højne kvaliteten

Når et byggeri har en god kvalitet, bliver levetiden forlænget – både fordi bygningen holder bedre, og fordi den er mere attraktiv at bevare. Derfor er kvalitet både en vigtig parameter i den cirkulære økonomi – og i svanemærket byggeri.

I et svanemærket byggeri kontrolleres såvel byggeproces som det færdige byggeri af en uvildig tredjepart (Nordisk Miljømærkning) for at sikre, at proces, materialer og byggeri lever op til skrappe miljø- og kvalitetskrav. Derudover kontrollerer en uvildig byggesagkyndig den generelle kvalitet af bygherrens arbejde ved at gennemgå færdige byggerier. Kontrollen skal sikre en høj kvalitet og minimere risikoen for klassiske byggefejl, som eksempelvis fugtproblemer. Dermed opnås både en sund bygning, en solid investering for ejeren af byggeriet – og en bygning, der med lang levetid, kan mindske behovet for nye ressourcer til nye bygninger.

Fakta om antallet af svanemærkede boliger

  • I Danmark er der i alt opført mere end 300 boliger, og yderligere 450 boliger er under salg eller opførelse.
  • I Sverige er antallet af svanemærkede boliger under opførelse øget med 1.200 procent i løbet af de seneste to år – fra 618 boliger til næsten 8.000.
  • I marts 2016 var der mere end 1.780 færdigbyggede lejligheder, huse og daginstitutioner i Norden, der var svanemærket. 

Infoboks_svanemærket_CØ