Phenoxyethanol – et konserveringsmiddel i plejeprodukter

Phenoxyethanol findes i forskellige svanemærkede kosmetik- og plejeprodukter. Miljømærkning Danmark er derfor i gang med at undersøge, om kravene til phenoxyethanol i svanemærkede plejeprodukter skal skærpes i produkter til børn.

baby blenumse


Er der phenoxyethanol i svanemærkede produkter?

Phenoxyethanol indgår i mange svanemærkede kosmetik- og plejeprodukter. Miljømærkning Danmark er i gang med at undersøge, om kravene til phenoxyethanol i svanemærkede plejeprodukter skal skærpes i produkter til børn. Der er ikke noget, der tyder på, at de niveauer, der i dag er tilladt, udgør en risiko for voksne.

Miljømærkerne holder hele tiden øje med den nyeste viden og forskning på området, så vi hele tiden kan stille skrappe krav til indholdet af kemikalier i plejeprodukter. Når vi vurderer, at der er kommet ny videnskabelig og uvildig viden, der giver et nyt grundlag for at vurdere miljømærkernes kriterier, kan vi derfor rykke hurtigere end lovgivningen og evt. justere vores krav til visse stoffer i de miljømærkede produkter.

I forbindelse med at kriterierne for svanemærket kosmetik skal revideres, er det foreslået, at den tilladte mængde af phenoxyethanol i svanemærkede plejeprodukter skal begrænses i forhold til de grænser, kosmetiklovgivningen har. Dette er begrundet i en henvendelse fra den franske sundhedsstyrelse til EU, hvor man har bedt om en yderligere begrænsning i lovgivningen. Det forslag, der er sendt i høring, er:

At phenoxyethanol forbydes i produkter, der skal bruges i ”ble-området”
At grænsen for phenoxyethanol i produkter til børn under tre år sænkes fra 1 procent til 0,4 procent
At den eksisterende grænse på 1 procent kan bibeholdes for øvrige produkter.

I forlængelse af den franske henvendelse har EU´s Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (SCCS) vurderet anvendelsen af phenoxyethanol – især i forhold til anvendelse i produkter til børn og babyer.  

Denne vurdering er nu foretaget (april 2016), og eksperterne har konkluderet, at en koncentration på 1 procent, som er den nuværende grænse, er sikker både for voksne, børn og babyer. Udtalelsen er ikke endeligt vedtaget, men er sendt i høring. Nordisk Miljømærkning vil naturligvis inddrage denne helt nye vurdering fra EU´s ekspertpanel i forbindelse med den endelige vedtagelse af reviderede kriterier for kosmetik.


Hvor findes phenoxyethanol?

Phenoxyethanol findes helt generelt i plejeprodukter som cremer, deodoranter og vådservietter. 


Hvorfor er der phenoxyethanol i plejeprodukter?

Phenoxyethanol er et konserveringsmiddel og anvendes bl.a. i kosmetiske produkter for at undgå bakterie- og svampevækst. Cremer giver generelt gode vækstbetingelser for mikroorganismer, og det er derfor svært at undgå konserveringsmidler i kosmetik. Hvis bakterier, svampe og mug får lov til at vokse, vil de udover at ødelægge cremen og nedsætte holdbarheden også medføre en risiko for, at brugeren får en infektion i huden. Konserveringsmidler har derfor en central funktion i kosmetiske produkter. 

For at reducere den samlede mængde af konserveringsmiddel i produkter arbejder producenterne i stigende grad med færdige blandinger af konserveringsmidler. Her er phenoxyethanol hyppigt anvendt, fordi det hverken er allergifremkaldende eller hormonforstyrrende, og stoffet er derfor tilladt at anvende i kosmetik i koncentrationer op til 1 procent.

Hvad kan jeg gøre som forbruger?

Hvis du gerne vil undgå phenoxyethanol fx i plejeprodukter til børn under tre år, kan du kigge på deklarationen, hvor det fremgår, om produktet indeholder phenoxyethanol.