EU-Blomsten sikrer optimal miljøindsats

I dag integrerer mange virksomheder miljøet i deres forretningsstrategi. Det gælder også den midtjyske tekstilvirksomhed Kvadrat, der har licens til EU-Blomsten. Men hvordan skaber miljømærkerne merværdi for licenshaveren? Og hvad kræver det egentlig at blive licenshaver?

Kvadrat

Kvadrat er Europas førende producent af designtekstiler. Virksomheden skaber tekstilprodukter til både private og offentlige rum – og arbejder ofte sammen med førende designere, arkitekter og kunstnere. Men Kvadrats produkter er ikke kun moderigtige – de skal også være fremstillet under hensyntagen til både mennesker og miljø. Kvadrat vil nemlig miljøet, og derfor har de licens til EU-Blomsten.

Miljømærker med merværdi

Miljømærkernes kerneopgave er at gøre det enkelt for både private og professionelle forbrugere at vælge de miljømæssigt bedste produkter og serviceydelser. Svanemærket og EU-Blomsten er med andre ord en garanti for, at produkter lever op til skrappe miljøkrav i hele livscyklus. Det skaber tryghed og sikrer forbrugerne mod greenwashing. Og det er netop den troværdighed, der gør Svanemærket og EU-Blomsten til brugbare markedsføringsredskaber for licenshavere. Det oplever de også i Kvadrat.   

For Kvadrat er EU-Blomsten et effektivt positioneringsværktøj, der kan hjælpe til at skabe en miljøprofil, der giver forbrugeren gode argumenter for at købe virksomhedens produkter. Jette Lindgaard, der er Sustainability Responsible i Kvadrat, siger følgende om den værdi, det giver at være licenshaver:

- Vi bruger EU-Blomsten til at skabe en attraktiv miljøprofil ved at fortælle om mærket og de skrappe krav, vi lever op til i alle led af virksomheden – det er ikke bare en test af det færdige produkt. For os er det positivt, at vi kan fortælle kunderne om de kriterier, vi opfylder – og at en uafhængig tredjepart har været inde og se på produktet og har godkendt det. På den måde hjælper EU-Blomstens brandværdi os med at skabe en troværdig, grøn profil.  

Indsigt i egen virksomhed

Miljømærkernes skrappe krav og faste rammer er ikke kun til gavn for virksomhedens markedsføring og forbrugeres tryghed. De er også til gavn for de virksomheder, der sætter bæredygtighed højt og gerne vil gå forrest i kampen for miljøet. Kriterierne bliver nemlig løbende strammet.

- EU-Blomsten sikrer, at vores miljøindsats er optimal og sparer os for at afsætte ressourcer til – og træffe beslutninger om – hvor vi skal sætte ind, eller hvornår og hvordan vi bør ændre eller optimere vores miljøengagement. Når miljømærket strammer kravene, så strammer vi også op, og på den måde sikrer vi en konstant bæredygtig udvikling, fortæller Jette Lindgaard, Sustainability Responsible i Kvadrat og tilføjer:

- Når man søger om en licens, er der en meget grundig kontrol, og derudover er løbende kontrol også en naturlig del af det at have licens til et af de officielle miljømærker. Det kan lyde skræmmende, men vi oplever det faktisk mere som en tryghed og en guide til en god indsats for miljøet.

For en virksomhed som Kvadrat, der har mange underleverandører, kræver det en stor indsats at få en miljømærkelicens. EU-Blomstens livscyklusperspektiv betyder nemlig, at der bliver stillet krav til hele produktets rejse – fra produktion til distribution. Derfor er det nødvendigt for Kvadrat at tænke miljørigtighed helt ud i de yderste led af virksomheden. For eksempel skal ulden, der er klippet af fårene vaskes – og det skal være på et uldvaskeri, der lever op til kravene.

- Det ekstra arbejde har været det hele værd. Det har givet os indsigt i vores egen virksomhed og i dens processer fra yderst til inderst, konkluderer Jette Lindgaard.