Tre hurtige om Svanemærket til Nopa Nordic

Henrik Karup Jørgensen, CEO i Nopa Nordic A/S

1.  Hvorfor har I valgt at få svanemærket jeres produkter? 
Hos Nopa Nordic er omtanke for miljø og mennesker vel den væsentligste del af vores DNA! Det gælder ikke kun for vores produkter, men også for hvordan vi fremstiller vores produkter.

Vi lancerede vores første miljømærkede produkt helt tilbage i 1993 og betragter os selv som pionerer og frontløbere indenfor miljørigtige rengørings-, opvaske- og tekstilvaskemidler samt produkter til personlig pleje. Svanemærkets styrke er klart, at vi ikke kun skal lave miljøvenlige produkter for at opnå ret til at bruge ”logoet” –produkterne skal også være effektive. 

Samtidig udvikler kriterierne sig jo løbende, så vi konstant skal blive endnu dygtigere. Det er med til at sikre en virksomhed i konstant udvikling. Og det er samtidig med til at sikre en løbende udvikling af produkterne.
Vores mål er, at vi år for år får en større og større andel af miljømærkede produkter i vores sortiment.

2. Hvad er jeres udbytte ved at have Svanemærket? Hvilke fordele opnår I? 
Svanemærke-logoet er det mest kendte miljømærke i Norden, og der er en stor forbrugertillid til de produkter, der er svanemærkede. Vi oplever, at en større og større del af forbrugerne vælger deres varer med omtanke, og Svanemærket hjælper således fru og hr. Nielsen til lettere at kunne træffe deres valg. Forbrugerne har nemlig stor tillid til, at vi som producenter har foretaget en omhyggelig udvælgelse af alle ingredienser, når produktet er udstyret med Svanemærket.

Som producent er det en stor fordel, at vi har en meget kendt mærkningsordning til vores produkter. Der findes et utal af forskellige mærker, men vel kun ganske få, der er så kendte som Svanemærket. 

Samtidig er der en ikke uvæsentlig sideeffekt: Virksomhedskulturen påvirkes meget positivt af, at vi producerer så mange produkter, hvor der er skærpet opmærksomhed i forhold til påvirkningen af både miljø og sundhed.

3. Hvilke tendenser ser du for Svanemærkets fremtid?
I Nopa Nordic eksporterer vi hovedparten af vores produkter, og igennem de senere år har vi oplevet en stigende interesse for at bruge Svanemærket udenfor Norden. Lige nu lancerer vi for eksempel en stor serie rengørings-, opvaske- og tekstilvaskeprodukter i Kina med Svanemærket! Vi er overbeviste om, at den tendens vil fortsætte.