Tre hurtige om Svanemærket til OK Gert Johansen projektudviklingschef


Spørgsmål til Gert Johansen, projektudviklingschef OK


1.       Hvorfor har I valgt at få svanemærket de fleste af jeres bilvaskehaller?

Det var faktisk vores samarbejde med Washtech, der kickstartede det. Washtech står for den totale vandløsning i de fleste af vores vaskehaller og er en meget stærk samarbejdspartner, når det handler om miljørigtige vaskeløsninger. Da vi indledte samarbejdet med Washtech i 2002, fik vi mulighed for at svanemærke vores bilvaskehaller og dermed gøre noget godt for miljøet – og den mulighed var helt naturlig for os at gribe.

Vi ville gerne gøre en ekstra indsats for miljø og ressourcer. Og ved at svanemærke vores bilvaskehaller, så gør vi især en forskel for vandmiljøet. Svanemærket stiller nemlig skrappe krav til effekten af rensning af spildevand og kræver samtidig et højt kontrolniveau, fx i forhold til udledningen af metaller. 

2.       Hvad er jeres udbytte ved at have Svanemærket? Hvilke fordele opnår I?

Vi er den første – og indtil videre eneste – kæde i verden med ubemandede vaskehaller, der er svanemærket. Det giver os en unik position. Vores strategi er at være den bedste udbyder, og det mener jeg, at vi er – både samlet set og på alle delområder. 

Svanemærket hjælper os til at være på forkant med nye standarder og sikrer, at vi ikke går i stå. Vi er nødt til hele tiden at udvikle os, holde os opdateret og følge med, hvis vi vil bevare Svanemærket. Det får vi rigtig meget ud af.

Derudover sikrer Svanemærket, at vi sparer på ressourcerne. Det er ikke kun godt for miljøet og jordens ressourcer, men også for vores økonomi. 

3.       Hvilke tendenser ser du for Svanemærkets fremtid?

I OK vil vi gøre alt for at kunne bevare Svanemærket. For os føles det rigtigt at gøre en ekstra indsats for miljø og ressourcer, når vi driver virksomhed.

Den generelle tendens for Svanemærket er nok, at vi kommer til at se det på flere og flere produkter og serviceydelser. Både fordi det ofte er en god forretning at tvinge sig selv til fx at spare på ressourcer og hele tiden udvikle sig – og fordi efterspørgslen stiger. Fx kan kommuner i dag stille krav om miljømærkning i deres udbud, så her er vi på forkant, hvis nogen vælger at stille miljøkrav.