Tre hurtige om Svanemærket til Berendsen Textil Service A/S


Spørgsmål til Morten Bjørn, salgschef Berendsen Textil Service

1.       Hvorfor har I valgt at få svanemærket jeres vaskeriserviceydelser?

Svanemærket går godt i tråd med den grønne profil, som vi gerne vil møde vores kunder med. Det er samtidig et kendt brand og genkendeligt – både for kunder og slutbrugere, dvs. de borgere, der bliver visiteret til at få vasket deres tøj hos os. Svanemærket er en enkel og sikker vej til mere bæredygtige indkøb, og vi tror på, at indkøb i det offentlige går den vej.

Svanemærket viser, at vi lever op til de nyeste standarder for miljøhensyn i vores branche. Licensen til Svanemærket holder os til ilden og sikrer, at vi hele tiden arbejder på at gøre tingene endnu bedre og med mindre miljøbelastning.

2.       Hvad er jeres udbytte ved at have Svanemærket? Hvilke fordele opnår I?

Det vigtigste er genkendelighed over for brugerne. Kunderne ved, at Svanemærket signalerer sikkerhed i forhold til, at servicen bliver leveret mest miljørigtigt. Det gælder både i forhold til slutbrugerne, som har sikkerhed for, at der er styr på kemien i det tøj, som de modtager retur fra os, og i forhold til kommunerne. Med Svanemærket kan vi dokumentere, at vi har styr på tingene, hvilket minimerer kundens risiko for dårlige sager. Det er samtidig en fordel, at vi kan sige, at vi samarbejder med de leverandører, der har mest viden om miljø- og sundhedsskadelige stoffer i de vaskemidler, vi anvender.

Internt hjælper Svanemærket os til at holde os skarpe. Svanemærkets krav skærpes løbende, og det er med til at holde os engagerede i hele tiden at gøre tingene bedre og med mindre miljøbelastning.

Sidst men ikke mindst så er vores medarbejdere stolte af at arbejde på et svanemærket vaskeri og i en virksomhed, der går op i at gøre tingene rigtigt. Vores medarbejdere ved, at vi som arbejdsplads går op i, at de har et godt arbejdsmiljø. Hos os er miljøarbejdet meget vedkommende for den enkelte; fx har det stor betydning for miljøbelastningen fra vores produktion, at tøjet sorteres rigtigt. Og det har betydning i forhold til forbrug af vand og sæbe.

3.       Hvilke tendenser ser du for Svanemærkets fremtid?

Jeg har store forventninger til, at den kommende danske udbudslov fører til, at det offentlige vil stille krav om miljømærker. Jeg håber, at kommunerne vil stille krav om Svanemærket, fordi det er det mest udbredte miljømærke inden for vores branche. Det vil gøre det lettere for alle parterne – både for os som leverandører, men også for kommunerne, borgerne og de politikere, der skal udstikke retningslinjerne for kommunens grønne indkøb. Hvis udbudsloven åbner for brug af miljømærkerne, så tror jeg på, at kommunerne vil følge trop og benytte denne mulighed.