Tre hurtige om Svanemærket til Lauren Erhvervsrengøring A/S

Lau Laursen, direktør i Lauren Erhvervsrengøring A/S

1.  Hvorfor har I valgt at få svanemærket jeres service? 
Det skyldes, at vi er i en branche, hvor det er svært at skille sig ud fra konkurrenterne. Der findes mere end 7.000 registrerede rengøringsselskaber, så det er helt nødvendigt at gøre noget særligt, hvis man ønsker at være synlig – og det vil vi gerne være. Derfor besluttede vi allerede i 2006 at blive svanemærket. På det tidspunkt var vi absolut i branchens grønne førertrøje – og med de mange års erfaring, vi har med svanemærket rengøring, har vi stadig et stort forspring fra gennemsnittet i branchen.

Derudover passer Svanemærket rigtig godt til vores værdier. Vi er en familieejet virksomhed og har en tæt relation til vores medarbejdere og en sund kultur, som hænger sammen med, at vi har hjertet med i alt, hvad vi foretager os. Vi har fokus på ordentlighed i relationen til medarbejdere og kunder – og derfor er det naturligt for os også at passe på miljøet og arbejde målrettet med at nedbringe vores miljøbelastning. Alt dette understøtter Svanemærket, idet det både stiller krav til produkter og processer.

2.  Hvad er jeres udbytte ved at have Svanemærket? Hvilke fordele opnår I? 
Vi opnår præcis det, vi ønskede – nemlig at vi adskiller os fra vores konkurrenter. Vi bliver husket af kunderne som virksomheden, der tilbyder svanemærket rengøring. Der bliver talt om os – og hvis du søger på internettet efter miljøvenlig rengøring, dukker vores virksomhed op. Svanemærket betyder, at vi får flere invitationer til at afgive bud på rengøringsopgaver, end vi ellers ville have fået. Det er afgjort en døråbner.

Svanemærket viser, at vi arbejder efter fastlagte processer og har styr på vores forretning. Det gælder ikke kun i forhold til miljø, som de fleste ellers tror. Det gælder også i forhold til fx ansættelseskontrakter og overenskomster. Det bliver kunderne altid positivt overraskede over at få at vide. Men Svanemærket er inde over næsten alt i vores virksomhed. Med Svanemærket kan vi dokumentere, at vi er en professionel virksomhed, der har styr på detaljerne.

Men vi kan ikke tage os ekstra betalt for vores rengøringsservice. Når man er nået frem til tilbudsrunderne, så er det prisen, der afgør, hvem der vinder ordren. Men det er heller ikke nødvendigt for os at tage os ekstrabetalt, for vi sparer faktisk penge på at være svanemærket. Det skyldes, at vi af hensyn til miljøet tænker ressourcebesparelser ind i alt det, vi gør; fx når vi planlægger rengøringsopgaver og -metoder, og når vi indkøber biler og planlægger kørsel. Vi har arbejdet med Svanemærket så længe, at vi slet ikke kan lade være med at tænke på, hvordan vi kan gøre tingene anderledes og mere miljøvenligt med mindre forbrug af kemi og andre ressourcer.

3.  Hvilke tendenser ser du for Svanemærkets fremtid?
Jeg er sikker på, at vi går en mere grøn fremtid i møde. Det går godt nok meget langsommere, end jeg kunne ønske, men jeg ser, at det går i den rigtige retning – heldigvis.

Forandringerne kommer først, når der er et pres fra kunderne. Når kunderne stiller krav, flytter markedet sig. Kunderne får det, de beder om, og i øjeblikket er det særligt kunderne i detailbranchen, der møder os med miljøkrav. Tendensen i denne branche går hurtigere og i den rigtige retning.

I andre brancher går det langsommere, men jeg havde for nylig den glædelige oplevelse at være i dialog med en virksomhed, hvor det var medarbejderne, der ønskede svanemærket rengøring. De her medarbejdere havde faktisk en holdning til, hvordan der bliver gjort rent i de lokaler, hvor de arbejder.  De ville fx gerne sikre sig, at der blev gjort rent med rengøringsmidler, der lever op til skrappe kemikaliekrav. Jeg tror, at de unge er mere bevidste om den slags og vil rykke på den grønne dagsorden i nær fremtid.