Alliance+ tager næste grønne skridt

ALLIANCE+ trådte i 2015 ind i Netværk for Miljømærket Indkøb

Med diplom fra Netværk for Miljømærket Indkøb er ALLIANCE+ nu officielt trådt ind i det ambitiøse netværk, der har som formål at gøre professionelle indkøb til en stærk drivkraft mod et mere bæredygtigt samfund.

”Vi byder ALLIANCE+ velkommen i netværket og er rigtig glade for, at endnu en stor leverandør af rengøringsservice er med i netværket. ALLIANCE+ tilbyder svanemærket rengøring og har med medlemskab af netværket, valgt at tage skridtet videre ved også at stille miljøkrav til de indirekte indkøb”, siger Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark og fortsætter:

”Netværket er med til at øge efterspørgslen på miljømærkede produkter og serviceydelser til den daglige drift – og derigennem også med til at skabe et større udbud til konkurrencedygtige priser. På den måde bliver det nemmere for medlemsvirksomhederne at nå egne miljømål, de skaber efterspørgsel til fordel for licenshavere, og i sidste ende er det også en stor gevinst for miljøet.”

541 mio. m2 svanemærket rengøring

Det er snart nogle år siden, at ALLIANCE+ blev certificeret med det nordiske miljømærke Svanen. Derfor er medlemsskabet af netværket et naturligt skridt for koncernen.

”Med 541 mio. m2 svanemærket rengøring hvert år er miljøvenlig rengøring blevet en del af vores forretningsgrundlag og vores DNA,” siger Nicholas Brace Olsen, adm. direktør for ALLIANCE+, og tilføjer:

”Med netværket er vi med til at løfte området yderligere ved at gå sammen med andre, så vi – samlet set – repræsenterer et stort indkøbsvolumen på markedet.”

Hans ord underbygges af konsulent Ingrid Elmedal hos Miljømærkning Danmark:

”Med Netværk for Miljømærket Indkøb sætter Miljømærkning Danmark, sammen med indkøbs- og CSR-ansvarlige for nogle af Danmarks største virksomheder, fokus på de indirekte indkøb. Medlemmerne sætter handling bag ordene og rapporterer deres indirekte indkøb hvert år.”

Ingrid Elmedal anser virksomheder som ALLIANCE+ for frontløbere i den grønne omstilling og er glad for, at 15 store, danske virksomheder indtil videre har meldt sig under fanerne.

Perspektivet i også at inddrage de indirekte indkøb er ligeledes vigtigt for en af de personer, der til dagligt arbejder med at omsætte de store ambitioner til konkret handling, nemlig Solveig Kjær, Kvalitets- og arbejdsmiljøchef i ALLIANCE+. Hun konkluderer:

”Vi er svanemærket og har længe haft miljøfokus, bl.a. på de kemikalier, vi bruger. Gennem Netværket kan vi brede den holdning ud til fx arbejdstøj, klude, mopper og maskiner for yderligere forankring. Jeg kan kun opfordre andre til at bakke op om det gode initiativ.”

Billedet er taget af fotograf Anders Hviid på Thorvaldsens Museum, som er kunde hos ALLIANCE+.