Grøn indkøbspolitik er en vigtig del af den interne identitetsskabelse

Spørgsmål til Bo Petersen, Miljø- og Indkøbsansvarlig i If Skadeforsikring

Hvordan kommunikerer I internt om jeres indkøbspolitik – både nationalt og nordisk?

I hele Norden kommunikerer vi internt om vores indkøbspolitik på flere forskellige måder og på flere platforme. Vi kommunikerer bl.a. via intranettet, hvor vores overordnede politikker, herunder vores indkøbspolitik, er tilgængelige. Samtidig bruger vi lejlighedsvist vores nyhedssite på intranettet til at informere om særlige events eller kampagner omkring indkøb eller miljø.

En anden vigtig kommunikationskanal er vores e-kursus i miljø, der beskriver valget af miljømærkede produkter, og som er obligatorisk for alle medarbejdere i If.

Vi har i hele Norden engageret os i arbejdet med Svanemærket og EU-Blomsten og er medlem af Netværk for Miljømærket indkøb i både Danmark, Sverige, Norge og Finland. Dette bruger vi ligeledes aktivt i den interne kommunikation, særligt i forbindelse med kampagner, miljødage, events mv., ligesom vores diplom for medlemskab af netværket er synligt i receptionen i vores danske hovedkontor. 

Hvordan kommunikerer I eksternt om jeres indkøbspolitik og effekterne heraf?

Den del af vores indkøbspolitik, der vedrører valg af miljørigtige produkter, beskrives i vores miljørapport, som er offentligt tilgængelig på www.if.dk – og som ligeledes udleveres til nøglekunder og øvrige samarbejdspartnere.

I vores miljørapport begrunder vi alle vores handlinger, der vedrører vores miljøpolitik. Vi beskriver derudover grundigt de mulige miljømæssige konsekvenser af vores valg omkring indkøb.

Hvad betyder det for medarbejderne, at I har en grøn indkøbspolitik?

Det er vores klare indtryk, at medarbejderne sætter stor pris på de prioriteringer, vi foretager omkring miljømærkede og miljørigtige indkøb. For når vi prioriterer benhårdt på miljømærkerne, handler det også om sundhed. Vi ønsker produkter, der er så rene som overhovedet muligt – og som dermed er et godt valg for både miljø og medarbejdere.

Vi modtager jævnligt anerkendelse for dette – særligt omkring brug af miljømærkede papir- og hygiejneprodukter samt økologiske fødevarer. Min opfattelse er, at medarbejderne er stolte over, at deres arbejdsplads tør tage et valg. 

Hvordan støtter jeres årlige miljødag op om indsatsen?

Vores miljødage og kampagner tager ofte udgangspunkt i at reducere vores forbrug og dermed vores CO2-aftryk. Vi forsøger, hvor det er muligt, at kæde dette sammen med valg af miljørigtige produkter og ydelser. Det kan for eksempel være, at vi fremhæver valg af Svanemærket papir i forbindelse med kampagner for reducering af papirforbruget.

Generelt vil jeg fremhæve, at vores miljøpolitik og herunder også de miljømæssige aspekter af vores indkøbspolitik er en stor del af vores interne identitetsskabelse som virksomhed. Der er nok ikke mange If-ansatte nordisk og nationalt, der ikke er helt klar over vores miljømæssige prioriteringer og grundholdning til, at vi både som virksomhed og som enkeltpersoner bør vedkende os vores ansvar og agere derefter.

Vores virksomhedsårsrapport for 2014 var således et temanummer om klimaforandringerne og disses konsekvenser og havde titlen ”The Heat is On”.