Gode råd til indkøbere om at tjekke miljøpåstande

Som professionel indkøber kan man blive præsenteret for mange forskellige miljøpåstande og former for dokumentation. Læs her, hvad du skal kigge efter, hvis du vil tjekke dokumentationen – og hvilken sikkerhed, du opnår ved at vælge produkter, der er svanemærket eller mærket med EU-Blomsten.

Indkøbere

Private og offentlige professionelle indkøbere kan opleve at blive mødt af mange forskellige typer af miljøpåstande – og dokumentationen for opfyldelse af disse påstande kan være alt fra miljøvaredeklarationer, grønne regnskaber, egen-erklæringer og klassificeringer til miljøcertifikater og miljømærker m.v.

Ifølge en undersøgelse fra EU er der 459 forskellige mærker i Europa, som hævder at være miljømærker, men det er kun 20 af disse, man kan stole på. Det altså et rodet landskab af miljøpåstande, der møder de professionelle indkøbere. Dertil kommer, at indkøbere ofte mangler viden om, hvad påstandene og dokumentationen dækker over.

I Miljømærkning Danmark hører vi også ind imellem fra licenshavere, som oplever, at indkøbere helt har opgivet at bede om dokumentation for miljøpåstande. Det kan have den konsekvens, at leverandører, der byder på en ordre, løber en lille risiko – og en mulig høj belønning – ved at afgive vildledende miljøpåstande, mens de leverandører, der har dokumentation på at være miljøvenlige, ikke bliver krediteret for deres indsats.

Derfor kommer her nogle råd til, hvad du som indkøber kan kigge efter, hvis du vil tjekke dokumentation for opfyldelse af miljøpåstande:

1. Undersøg, hvad dokumentationen dækker over – fx:

  • Virksomhed eller organisation
  • Produktionssted eller en fysisk lokation
  • Produkter eller dele af et produkt
  • Indholdsstoffer
  • Hele eller dele af livscyklus
  • Processer eller services
  • Emballage eller dele af emballagen
  • Transport eller andet.

2. Undersøg, hvilken type af dokumentation der er tale om – fx:

  • Deklaration
  • Klassificering
  • Mærke
  • Certificering

3. Tjek, hvilke miljøhensyn påstanden omfatter – fx:

  • Krav til kemikalier
  • Krav til energiforbrug
  • Krav til ressourceforbrug
  • Krav til materialer

4. Undersøg, hvordan dokumentationen er verificeret – fx:

  • Uafhængig tredje part
  • Egen-deklarerede
  • Ikke-uafhængig part
  • Ikke-verificeret

5. Undersøg, om dokumentationen er gyldig – fx:

  • Tjek om eventuel udløbsdato er overskredet
  • Tjek at evt. licensnummer er givet til det pågældende produkt.

Hvis der fx er et licensnummer til Svanmærket eller EU-Blomsten, kan du tjekke på www.ecolabel.dk, at dette nummer findes, og se hvilket produkt eller serviceydelse det dækker. Det kan gøres ved en simpel søgning på licensnummer i søgefeltet på www.ecolabel.dk. Hvis licensnummeret ikke fremgår af hjemmesiden, vil vi opfordre dig til at kontakte Miljømærkning Danmark på info@ecolabel.dk - så vil vi hurtigt undersøge årsagen og vende tilbage til dig. 

Gå efter de officielle mærker, så du kan være sikker

Miljømærkning Danmark anbefaler, at indkøbere går efter troværdige mærker som de officielle miljømærker Svanemærket og EU-Blomsten. Begge mærker er såkaldte type-I-miljømærker hvilket betyder, at kravene bag mærkerne er baseret på en livscyklusbetragtning og verificeret af en uvildig tredjepart. 

Indkøbere, der går efter produkter, som er mærket med Svanemærket og EU-Blomsten, vil let kunne kontrollere, at kravene bag mærket er opfyldt, idet de blot skal kigge efter mærket, når de modtager varen. På produktet skal mærket nemlig tydeligt gengives med licensnummer mindst ét sted.

Hvis indkøberen ikke selv står for varemodtagelsen, er det let at kommunikere til dem, der modtager varen, at de blot skal kigge efter Svanen eller Blomsten i forbindelse med varemodtagelsen.