Grønne indkøb skal op på direktionsgangen

Spørgsmål til Lars Peter Wilken, Chief Procurement Officer i Nykredit

Hvad var den væsentligste årsag til, at ledelsen i din virksomhed tog beslutning om at prioritere grønne/miljømærkede indkøb?

Nykredit arbejder målrettet med klima og miljø. Det førte i sin tid til en klima- og miljøstrategi for alt det, vi gør – de samfundsinteresser, vi indgår i, når vi fx finansierer de danske boligejeres hjem og rådgiver dem om deres boligs tilstand, og internt i den måde, vi opfører os på. Hele vejen rundt vil vi gerne bidrage til at handle mere energirigtigt. Noget af det første, vi tog fat på, var at nedbringe vores energiforbrug i bygninger, til transport osv.

Et næste led i kæden er grønne indkøb. Fundamentet for vores arbejde blev skærpet, da Nykredit for 1½ år siden lancerede en ny koncernstrategi. Den satte skarpt fokus på, at vi både køber smartere og mere grønt, uden at vores grønne indkøb koster mere.

Hvordan arbejder I med grønne indkøb i praksis?

Opdraget var, at vi skulle tænke grønne indkøb ind, hver gang vi forhandlede en leverandøraftale. Så prioriteringen var klar, og det er et vigtigt første skridt. Indkøbsafdelingen fik beslutningsmandat til at vælge leverandører og til at indhente og udbyde hele koncernens indkøb fra centralt hold ud fra to kriterier: færre omkostninger og flere grønne indkøb.

Ligesom vi har som mål, at vi vil give vores boligejere enkle it-løsninger, var en del af øvelsen her også at gøre indkøbsprocesserne enkle for brugerne. Organisationen skal ganske enkelt opleve den centrale indkøbspolitik som en lettelse og en god service, fordi vi har forhandlet os frem til gode, bæredygtige aftaler og gjort det let for brugerne at bestille centralt.

Vores udgangspunkt har været, at intet indkøb må blive dyrere, når vi vælger grønne indkøb. Men når vi går ind med hele vores indkøbsvolumen, kan vi ikke alene påvirke leverandørernes priser, vi kan også hjælpe dem igennem processen med at blive miljømærket. Det har vi fx haft succes med i forhold til vores leverandører af rengøringsydelser og kontorinventar, hvor vores efterspørgsel ikke kun førte til en god aftale, men også til, at de blev miljømærket.

Hvad er dine tre vigtigste råd til andre, som overvejer at arbejde strategisk med grønne/miljømærkede indkøb?

Det første – og helt afgørende – er, at den øverste ledelse står bag hele vejen. Kun når ledelsen støtter 100 procent op, får vi i indkøbsfunktionen opbakning til at sætte de bedste rammer for flere grønne indkøb – over for leverandører og over for vores interne brugere i organisationen.

En anden vigtig ting er, at brugerne skal opleve grønne indkøb som en god service og et naturligt valg. Og de skal kunne forlade sig på, at vi har fundet frem til aftaler, hvor grønne indkøb, produkt og pris spiller sammen. Ethvert indkøb belaster jo trods alt den enkelte enheds budget.

For det tredje er det en god idé at være indstillet på at bruge ressourcer på at støtte en leverandør i at leve op til de grønne miljøkrav. Det er ikke altid let at forstå, hvad der skal til, og så er det godt at kunne gå ind og hjælpe en virksomhed med at leve op til de grønne krav. Det er i alles interesse.

Fakta om Nykredits fokus på grønne indkøb

Nykredit har arbejdet med miljø i mange år og har siden 2012 specifikt målrettet sin indkøbsindsats mod produkter og services mærket med Svanemærket og EU-Blomsten. De har samtidig hjulpet leverandører til at kunne leve op til at levere grønne indkøb. Ultimo 2013 blev Nykredit kåret til årets medlem af Netværk for Miljømærket indkøb under Miljømærkning Danmark.