Kriterieudvikling Svanemærket

Her kan du læse om, hvordan processerne er for vedtagelse af kriterier i Svanen samt om processen for at udvikle kriterier. Du kan også læse om mulighederne for at få udviklet kriterier for nye områder og om hvordan du får indflydelse på kriterier der er under udarbejdelse.

Beslutningsprocesser for Svanemærket

Alle beslutninger om kriterier inden for Svanemærket skal vedtages i Nordisk Miljømærkenævn (NMN). NMN består af en repræsentant for hvert af de 5 nordiske lande (Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark). NMN arbejder for at beslutningerne skal være enstemmige, men det er muligt at tage en beslutning selv om et land er imod (kvalificeret flertal).

Den danske repræsentant i NMN er formanden for Miljømærkenævnet i Danmark. Alle de sager, der skal vedtages i NMN diskuteres på forhånd i Miljømærkenævnet, som dermed fastsætter rammerne for, hvilke danske synspunkter formanden skal have med til den endelige beslutning i NMN.