PRINT    TIP EN VEN  
 

Fakta om parabener

Et af de hyppigste navne, der dukker op når, der debatteres sundhed og skadelige stoffer i fx cremer og andre personlige plejeprodukter, er parabener.

Parabener er en fælles betegnelse for en gruppe af konserveringsmidler, der ofte anvendes i personlige plejeprodukter. Denne gruppe omfatter
ethylparaben,
methylparaben,
propyl- og isopropylparaben,
butyl- og isobutylparaben.

Parabenerne (og andre konserveringsmidler) anvendes for at forhindre vækst af mikroorganismer i produkterne. Vækst af mikroorganismer kan bl.a. føre til nedbrydning af produktets ingredienser, og dermed nedsætte produktets holdbarhed og kvalitet. Parabenerne anvendes ofte i kombination, da de hver især virker forskelligt. Parabenerne hører til blandt de mindst miljøbelastende konserveringsmidler, og er også mindre allergene end andre kendte konserveringsmidler.

Der har gennem de seneste år været megen debat om parabener på grund af mistanke om hormonforstyrrende egenskaber. Dog har mistanken primært rettet sig mod propyl-, butyl-, og isobutylparaben.

EU’s videnskabelige komite for forbrugerprodukter (SCCP) vurderede i 2005, at det var sikkert at anvende ethylparaben og methylparaben i kosmetiske produkter. For de øvrige parabener har EU’s videnskabelige komite hidtil  konkluderet, at datagrundlaget ikke er tilstrækkeligt til at konkludere noget om risikoen for hormonforstyrrende effekter, men har disse stoffer under observation. Alle parabener er i dag lovlige at anvende i kosmetiske produkter med de grænseværdier, som er fastsat i kosmetikbekendtgørelsen.

EU har fastlagt en strategi for at foretage nærmere undersøgelser af stoffer, der mistænkes for at have hormonforstyrrende effekter. Første trin i denne proces har været at udarbejde en kandidatliste over de stoffer, der bør undersøges nærmere. Udarbejdelsen af denne liste er et arbejde, der har stået på igennem flere år. Med den seneste opdatering af kandidatlisten i 2007 er både ethyl-, methyl-, propyl-, og butylparaben, blevet omfattet af listen, og er dermed nogle af de stoffer, der er blevet udpeget til en nærmere vurdering.

Kravene til Svanemærkede produkter er fastsat ud fra et forsigtighedsprincip. Princippet indebærer, at vi i miljømærkerne udelukker stoffer, der optræder på EU's officielle lister over stoffer der er mistænkt for at være ormonforstyrrende. Derfor har Nordisk Miljømærkning besluttet at der ikke længere må produceres Svanemærkede plejeprodukter indeholdende parabener. Forbuddet gælder fra den 1. maj 2008 og omfatter kosmetiske produkter lige fra cremer til deodoranter.

Der kan dog gå en vis tid, før alle svanemærkede produkter med parabener er ude af butikkerne, da producenterne får lov at sælge ud af alle produkter, der er produceret før 30. april.

Endnu foreligger der ingen klare beviser for, at parabener kan medføre hormonforstyrrende effekter i mennesker som følge af anvendelsen af kosmetiske produkter.
 

 

Yderligere oplysninger: Trine Thorup Andersen
Senest opdateret: 10. juni 2010