PRINT    TIP EN VEN  
 

Bestseller sætter Blomsten på børnetøj

Tøjvirksomheden Bestseller har fået licens til at mærke deres børnetøj med EU’s miljømærke Blomsten.

Fra maj vil de danske forbrugere kunne købe børnetøj fra Bestseller med EU’s miljømærke Blomsten på. Bestseller er en af Nordeuropas største tøjvirksomheder med mere end 13.000 medarbejdere, 3000 butikker og 12.000 grossister i 38 lande.

Virksomheden har gennem en årrække arbejdet med kemikalierestriktioner, som forbyder eller begrænser brugen af flere sundheds- og miljøskadelige kemikalier, f.eks. phthalater, formaldehyd og allergifremkaldende farvestoffer. Miljømærkningen kommer derfor som en naturlig udvikling af dette arbejde. 

Blomsten bliver i første omgang at finde på bodystockings, natdragter og huer af mærkerne Newborn og Name It til børn i alderen 0-3 år.

Miljømærker er vejen frem

Bestseller ser frem til at præsentere de nye, blomstmærkede produkter gennem butikskæden EXIT og giver dermed forbrugerne mulighed for at finde de miljømærkede produkter der, hvor de plejer at købe baby- og børnetøj.

På sigt er målet for Bestseller at få Blomsten sat på endnu mere af deres børnetøj, da forbrugerne i stigende grad bliver mere bevidste om miljøet og børns sundhed.

Den tendens kan Lisbet Engel Hansen fra Miljømærkning Danmark nikke genkendende til:

- Vores undersøgelser viser, at familier med børn i alderen 0-3 år har større kendskab til miljømærker end resten af befolkningen. 87 % af børnefamilierne genkender Blomsten, hvor det tilsvarende tal for befolkningen i gennemsnit kun er 60 %. Babyer og børn er særligt sårbare, og som forældre kan det være svært at gennemskue, hvordan man bedst beskytter sine børn. Derfor tror jeg, at mange forældre bruger miljømærkerne Blomsten og Svanen som pejlemærker i stedet for at læse indviklede varedeklarationer. Så ved de, at de sparer såvel naturen som børnene for unødvendig kemikalier, siger kan Lisbet Engel Hansen, sekretariatschef i Miljømærkning.

Fakta om børnetøj mærket med Blomsten

Blomstmærkede tekstiler står for skrappe miljøkrav, hensyn til sundhed og god kvalitet:

- Blomsten sætter grænser for rester af sprøjtemidler i bomuld.

- Blomsten tager i sine kriterier hensyn til sundheden. Fx at der ikke er rester i tøjet af en række kemikalier, der kan være allergi- eller kræftfremkaldende. Blomstmærket tøj må heller ikke have pvc-tryk.

- Blomsten sikrer tekstiler af en god kvalitet, idet der stilles krav til tøjets evne til at holde form og farve. Desuden stilles der krav til, hvor meget det må krympe under vask og tørring.

 

Yderligere oplysninger: Karen Dahl Jensen
Senest opdateret: 10. december 2007