PRINT    TIP EN VEN  
 

Miljømærkning giver borgerindflydelse på kemikalier

Borgerne savner indflydelse på såvel lovgivning som på indholdet af de produkter, de køber til daglig, når det gælder kemikalier. Det viser en helt ny undersøgelse fra analysefirmaet Zapera, der blev offentliggjort på Kemikaliedag 2006 i Industriens Hus i går.

Forbrugerne føler ikke selv, at de har magt, når det kommer til kemikalier. Men det har de. Ved at vælge miljømærkede produkter sender forbrugerne et klart signal til virksomhederne om, at man ønsker færre kemikalier i produkterne. Og det er uanset, om vi snakker sengetøj, babypleje, eller noget helt tredje.

Miljømærker som pejlemærker i produktjunglen
Jo tættere produktet kommer på kroppen, og jo mindre (barne-) kroppen er – des skrappere krav sætter miljømærkerne til kemikalier. F.eks. når det gælder plejeprodukter til babyen. Her forbyder Svanen bl.a. de 26 parfumestoffer, som EU har vurderet som særligt allergifremkaldende.

Miljømærker går længere end lovgivningen
I kosmetiske produkter forbyder Svanen en række stoffer der er tilladt ifølge lovgivningen. Det gælder f.eks. for konserveringsmidler, der kan afspalte formaldehyd. 

Også i den 3. verden
Miljømærker har f.eks. forbud mod rester af flere giftige sprøjtemidler i bomuldsproduktion. Så køber man sengetøj med Blomsten, minimerer man risikoen for at der er anvendt sprøjtegifte som f.eks. det meget miljø-og sundhedsskadelige methyl parathion.
 
Reglerne for miljømærkning viser derfor både myndigheder, politikere og andre beslutningstagere vejen til en begrænset brug af kemikalier.

Miljømærker sætter handling bag holdning
Alt tyder på, at tre ud af fire forbrugere, der kender miljømærket Svanen, meget gerne vil efterspørge de mere miljøvenlige produkter. Når blot de kender dem og ved, hvor de kan finde dem. F.eks. steg omsætningen i flere butikskæder med 400 % i en for nylig afholdt kampagne for miljømærker.

Læs om miljømærkning af bl.a. tøj, kosmetik og vaskepulver på www.ecolabel.dk. Her kan du også finde en forhandler af de miljømærkede varer i nærheden af dig.

Flere oplysninger kommunikationskoordinator Tine Due Hansen, 72 41 48 13.

Yderligere oplysninger: Tine Due Hansen
Senest opdateret: 10. december 2007