Fredag den 7. april 2006 åbner miljøminister Connie Hedegaard en skitseudstilling med 80 svanemærkede familiehuse på Kunstmuseet Køge Skitsemuseum. Når husene står klar til indflytning i løbet af 2006 og 2007, vil de ikke blot glæde deres kommende ejere, men også resten af beboerne på kloden.
- Hvis vi forestillede os at alle parcelhuse og villaer i Danmark skulle leve op til Svanens krav, ville vi være meget nærmere på at nå målet for det nationale CO2 udslip. Vores beregninger viser nemlig, at den årlige CO2 besparelse så ville være på ca. 5 mio. tons CO2, siger kemiingeniør Birgitte Holm Christensen fra Miljømærkning Danmark. Og hun fortsætter:
- Det er naturligvis en tænkt situation, men det illustrerer fint, hvor langt vi er nået med de nye byggemetoder, og at Svanen sætter skrappe krav til energiforbruget.
I 2004 manglede vi godt 6 mio. tons CO2 i at nå det niveau, vi skal ned på - i følge de energipolitiske mål fra Kyoto aftalen.
Kroner at spare
Et svanemærket hus er også interessant fra et privatøkonomisk synspunkt. Miljømærkning Danmark sammenligner i andre beregninger udgifterne til opvarmning i hhv. et svanemærket hus og et moderne standardhus. De viser, at man kan spare ca. kr. 2.500 om året i udgifter, alt efter opvarmningsform. Så selvom nogle af husene kan blive lidt dyrere at bygge pr. kvadratmeter, hænger økonomien alligevel sammen, fordi husene bliver billigere at bo i på grund af de lavere udgifter til varme. Og omregner man disse besparelser til reduceret CO2-udledning, så svarer det til, at det svanemærkede hus udleder ca. 800 færre kg CO2 om året sammenlignet med et standard hus, der lever op til de nugældende lovkrav.
Ud over besparelser på forbrugsudgifterne får husejeren også et sundt indeklima, et hus som er let at vedligeholde samt et hus, der lever op til skrappe miljøkrav i både byggeproces og i brug. Et svanemærket hus tager hensyn til miljøet igennem hele bygningsprocessen, fra råvarer, der anvendes, til det færdige hus er bygget. For at opnå så lille en belastning af det ydre miljø som muligt, stilles der krav til:
1) at miljøskadelige stoffer forbydes,
2) at huset skal kunne bruges ved et lavt energiforbrug,
3) at byggeaffald håndteres miljørigtigt og
4) at der er en drifts- og vedligeholdelsesplan for huset.
For at opnå et godt indeklima i huset stilles der desuden krav til de anvendte materialer, en god ventilation og materiale- og kvalitetskontrol, så efterfølgende fugtskader undgås.
Alle mindre huse som for eksempel villaer, rækkehuse og parcelhuse kan svanemærkes.
Yderligere oplysninger om Svanen og beregningerne:
Kemiingeniør Birgitte Holm Christensen, tlf.: 72414819, mobil 41 19 11.
Kommunikationskoordinator Tine Due Hansen, 72 41 48 13
Læs mere om kravene til svanemærkede huse på www.ecolabel.dk
Om udstillingen
Udstillingen ”Artillery” og fremtidens parcelhuse” er en del af byggeprojektet ”Fremtidens Parcelhuse”. Bag projektet står Køge Kommunes Agenda 21-udvalg og videnscenteret Det Grønne Hus i Køge. Derudover har mere end 40 forskellige byggefirmaer været med til at give deres bud på fremtidens energi- og miljørigtige bolig. Udstillingen rummer modeller, fotografier, tegninger mv. for 44 parcelhuse, 21 rækkehuse og 18 dobbelthuse i vidt forskellige materialer og i såvel klassisk som topmoderne stil. Fælles for de meget forskellige huse er, at de opfylder Køge Kriterierne.
Køge Kriterierne går i korte træk ud på, at byggerierne skal svanemærkes og leve op til de nye energibestemmelser i det danske bygningsreglement. Derudover skal regnvand håndteres på en miljøvenlig måde, ligesom biofaktoren på grunden skal være minimum 0,6. Læs mere på byggeprojektet på www.fremtidensparcelhuse.dk