PRINT    TIP EN VEN  
 

Miljømærkerne skal renses for mistanke

Danske forbrugere skal have tillid til, at miljømærkede produkter tager hensyn til både miljø, sundhed og kvalitet. Derfor følger Miljømærkning Danmark også prompte op på Politikens påstand i dag om, at svanemærkede renseservietter kan give allergi.

Politikens forbrugersite TJEK offentliggjorde i dag den 14. november en test af renseservietter til at fjerne make-up med. Ifølge testen kan to svanemærkede renseservietter give allergi. Det drejer sig om COOP Make-Up Cleansing Wipes og økologiske vådservietter fra SmartCare.

Miljømærkning Danmark har prompte bedt om fornyet dokumentation for, at de to renseservietter reelt indeholder de ingredienser, der blev angivet, da producenterne ansøgte om licens til Svanen.

Samtidig har Miljømærkning Danmark sendt testens to makeup-renseservietter til kontrol på et uafhængigt laboratorium for at se, om produkterne lever op til mærkets krav. Her vil man kigge på både indholdsstoffer og eventuelle allergiske reaktioner.

- Miljømærkning Danmark gennemgår alle blandingsrecepter, før et produkt kan få miljømærket. Og vi laver løbende stikprøvekontrol. Kosmetologskolens stikprøve for TJEK indikerer, at to produkter måske kan give allergi. Hvis de laboratorieundersøgelser, vi har taget initiativ til, viser, at testens udslæt vitterligt skyldes allergifremkaldende stoffer i produkterne og ikke andre forhold – eksempelvis, at papir er blevet gnedet mod huden – vil produkterne miste retten til at bruge miljømærket, siger Lisbeth Engel og oplyser samtidig, at snyd med blandingsrecepterne er uhyre sjældent.

Kun i mindre end 10 stikprøver i hele mærkets levetid har det være nødvendigt at inddrage retten til at bruge miljømærket.

Renseservietterne er langt fra de eneste produkter, der bliver sendt til analyse hos et upartisk testinstitut. Miljømærkning Danmark udvælger hvert år et større antal virksomheder til efterkontrol. Derudover aflægger de altid kontrolbesøg i forbindelse med tildeling af licens.

- Blomsten og Svanen er pejlemærker, som skal gøre det nemt for forbrugerne at spotte de varer, der lever op til skrappe krav til kemikalier, klima og kvalitet. Og pejlemærker skal man kunne stole på. Derfor er en systematisk kontrol med licenshaverne en vigtig del af vores arbejde, fortæller Lisbeth Engel Hansen, afdelingschef i Miljømærkning Danmark og fortsætter:

- Hvis vi finder alvorlige overtrædelser af reglerne, kan vi inddrage licensen eller i værste fald melde virksomhederne til politiet for misbrug af mærkerne. Det gælder også i dette tilfælde med renseservietterne.

Lisbeth Engel Hansens dirkete nummer er 72 41 48 27 eller mobil 22 46 41 44

Yderligere oplysninger: Lisbeth Engel Hansen
Senest opdateret: 16. november 2009