PRINT    TIP EN VEN  
 

Svanen garanterer miljørigtige brændeovne

Miljøundersøgelse viser, at private brændeovne forurener lige så meget som bilerne i myldretiden. Svanemærket sætter standarder for, hvor meget brændeovne må forurene, men endnu har ingen producenter søgt om Svanemærket. Derfor må forbrugere og forhandlere nu efterspørge mere miljørigtige brændeovne.

En undersøgelse foretaget af Danmarks Miljøundersøgelser viser, at brændeovne i villakvarterer forurener lige så meget som bilerne på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden. H.C. Andersens Boulevard er en af landets mest befærdede veje.

Partiklerne fra brændeovne er sod med et højt indhold af blandt andet PAH-forbindelser, hvoraf flere er kræftfremkaldende.

- Det Radikale Venstre vil have lavet standarder for brændeovne, der vil standse de mest forurenende af slagsen. Vi synes, at man skal vide, at med Svanemærket har vi allerede kriterier, der sætter en standard for, hvor meget brændeovne må forurene, siger projektleder i Miljømærkning Danmark, Birgitte Holm Christensen.

Svanemærket er et officielt miljømærke i Danmark og de øvrige nordiske lande, og det kontrolleres af staten. Læs mere på www.ecolabel.dk

- I samarbejde med eksperter er kriterierne for Svanemærket sat med en målsætning om, at den bedste tredjedel af brændeovne på markedet kan klare kravene og få Svanemærket. Kriterierne bliver gennemgået hvert tredje år og om nødvendigt justeret, siger Birgitte Holm Christensen og fortsætter:

- Desværre har ingen producenter endnu valgt at lade deres brændeovne teste efter Svanemærkets metoder, men vi håber, at debatten vil få både producenter og forbrugere til at efterspørge god forbrændingskvalitet og mindre forurening. Når først nogle producenter i en branche vælger at lade deres produkter blive Svanemærket, kan det give er løft i hele branchen.

En Svanemærket brændeovn skal testes ved de forhold, som giver den største risiko for de kræftfremkaldende forbindelser. Her skal brændeovnen kunne overholde fastsatte grænseværdier for partikler og for gasser. Selve prøvestanden, hvor brændeovnen bliver afprøvet, er desuden indrettet, så prøverne tages i en såkaldt fortyndingstunnel.

Det betyder, at man efterligner virkeligheden bedre end ved tidligere afprøvninger i Danmark. Der sker det i fortyndingstunnellen, at røgens varme gasser køles af fortyndingsluften. Derved kondenseres gasserne og danner de problematiske partikler.

Desuden har fortyndingstunnelen den fordel, at brændeovnens evne til at danne træk i skorstenen kommer på en prøve – der er ikke et kunstigt træk, som suger forbrændingsluften ind og derved letter brændeovnens ”arbejde”. 

Yderligere oplysninger: Birgitte Holm Christensen
Senest opdateret: 10. december 2007