Fødevareindustrien døjer i disse dage med snavs i mere end en forstand. Vil branchen den del af snavset til livs, der kan fjernes med vand og klud, kan de nu alliere sig med nordens første svanemærkede rengøringsmiddel. Produktet ”Kalkulin flydende” fra Knud E. Dan A/S i Greve, er specielt designet til daglig grundrengøring af køkkener, slagterafdelinger og andre fødevarevirksomheder. Midlet skåner både miljø, overflader og medarbejdere.
- Den største miljøpåvirkning ved rengøringsmidler i levnedsmiddelindustrien opstår, når resterne af produkterne ledes ud i åer, søer og vandløb via kloakkerne. Derfor stiller Svanen skrappe krav til, at de vaskeaktive stoffer i rengøringsmidlerne let kan nedbrydes i naturen og at midlerne ikke indeholder stoffer, som slår planter, plankton og fisk ihjel. Samtidig kræver vi en test som viser at ”Kalkulin flydende” er mindst ligeså effektivt til at fjerne snavs, fedtstoffer og olie som konkurrerende midler, og at det skåner de rustfri overflader i fødevareindustrien . Det er vigtigt, for bakterier kan gemme sig i selv de mindste revner, siger cand. scient, Ph.D, Jakob Zeuthen, Miljømærkning Danmark.
Svanen tager også hensyn til rengøringspersonalets sundhed:
- Sundhedsskadelige konserveringsmidler, klor og parfume må ikke indgå i svanemærkede rengøringsmidler, siger Jakob Zeuthen.
Svanen giver synlig miljøprofil
Det var først og fremmest et kundekrav, der fik Knud E. Dan til at kaste sig ud i svanemærkningen, fortæller kemiingeniør Lars Bøgeholm fra Knud E. Dan:
- Vi kan ikke mindst takke en af vores store kunder for, at vi i dag står med Nordens første licens på området. De har i lang tid brugt flydende Kalkulin og begyndte at prikke lidt til os, da de ønskede en stærkere miljøprofilering, fortæller Lars Bøgeholm.
Lars Bøgeholm håber, at endnu flere kunder vil få øjnene op for, at køb af svanemærkede produkter er en nem måde at synliggøre, at man tager miljøet alvorligt:
- Vi håber selvfølgelig, at svanemærkningen af ”Kalkulin flydende” vil være med til at give os et større marked. Oven på den aktuelle krise i branchen, kan vi også håbe på, at nogen vil bruge svanemærkede produkter til at bygge en bedre profil op udadtil, siger Lars Bøgeholm.
Knud E. Dan bruger dog også svanemærkningen til at styrke virksomhedens eget miljøarbejde:
- Knud E. Dan A/S er både ISO 9001- og ISO14001-certificeret. At udvikle produkter, der lever op til kriterierne for miljømærkning, er derfor oplagt til at lægge endnu stærkere vægt bag det, vi gør internt, slutter Lars Bøgeholm.
Kontakt:
Miljømærkning Danmark: cand. scient, Ph.D, Jakob Zeuthen, tlf. 72 41 48 15, e-mail jze@ecolabel.dk
Knud E. Dan: Kemiingeniør Lars Bøgeholm, tlf. 43 97 11 29, e-mail lbj@knudedam.dk
Hjemmesider: www.ecolabel.dk og www.knudedan.dk